Martin Thorborg er vred: 'Overfyldt med skrigende børn'
Den kendte iværksætter og mangemillionær mener slet ikke, at lounges i lufthavne er som før i tiden.

Den kendte iværksætter og mangemillionær mener slet ikke, at lounges i lufthavne er som før i tiden.

Iværksætteren Martin Thorborg langer ud efter de såkaldte lounges i lufthavne.
Han mener slet ikke, at der længere er tale om rolige områder, hvor nogen rejsende kan slappe af inden næste flyvetur.
'Der var en gang hvor det at komme i lounge i en lufthavn, var en afslappende oase. I dag er de overfyldt, med skrigende børn og det, der er værre,' skriver Martin Thorborg på det sociale medie X.
Martin Thorborg var i 1995 medstifter af søgemaskinen Jubii, som blev solgt for et trecifret millionbeløb i 2000, og siden har han startet flere andre virksomheder, udgivet bøger og medvirket i tv-programmer.
Han skriver videre, at de 'skrigende børn og det, der er værre' nok skyldes, at 'enhver med en ponduskonto i den lokale bank, nu har gratis adgang'.
'Nu skal man ind i loungens VIP lokale for at få samme oplevelse og betale nogle hundrede kr. ekstra for det. Suk,' slutter Thorborg sit opslag.
'Da også forfærdeligt'
De fleste af Martin Thorborgs følgere på X er forargede over hans kritik.
'Ja, det var da også forfærdeligt, at pøblen har råd til at rejse. Har du nogensinde overvejet, at folk måske synes, at du er lige så irriterende? Eller er du mere værd end andre mennesker?,' lyder det fra en følger.
'Arh ja de børn de børn, roden til alt ondt når den travle rejsende skal have sin velfortjente afslapning. Snup en tudekiks, de børn er fremtiden,' skriver en anden af hans følgere.
Enkelte er dog enige i kritikken.
'Hørt. Det er blevet helt håbløst!,' skriver en følger.
'Havde en meltdown'
B.T. har spurgt Martin Thorborg, om det er oplevelsen med skrigende børn i en specifik lounge, han mener er for meget, eller om det er en generel oplevelse i lounges i lufthavne?
»Hahaha. Havde bare en meltdown (nedsmeltning, red.),« svarer han torsdag aften på en sms.
Men hvad siger du til, at nogen af dine følgere mener, at du skal tage en tudekiks og også lade pøblen være i loungen?
»Nu var det skrigende børn og for mange mennesker, der irriterede mig. Jeg er sgu ligeglad om folk har penge,« skriver Thorborg.
Martin Thorborg har også langet ud efter hotelplatforme: Læs mere HER.