Med to helt nye – og helt specielle – chipsvarianter forsøgte den danske DJ og tidligere X Factor-dommer Martin Jensen tidligere i år at føre sig frem i et stort samarbejde med chipsproducenten Kims.
Men kampagnen, der inkluderede to nye smagsvarianter og to DJ-remixes fra Martin Jensen, synes at være gået i vasken – i hvert fald på chips-fronten.

I Netto forsøger man i hvert fald at komme af med de eksperimenterende chips for et decideret scoop.
Her kan man snolde sig en pose Kims-chips for den nette sum af 0,50 kroner.
Sammen har parterne produceret to nye – mildt sagt – spændende chips-varianter med smag af henholdsvis 'Cola Sour' og 'Chilli Lime' under sloganet 'Remix All I Wanna Do'.
Priserne for poserne med de eksperimenterende smage har rakt helt op omkring 30 kroner stykket, men nu er der altså kappet 98 procent af prisen – i hvert fald i Netto på Teglholmen i København SV.

For at finde svaret på den vilde besparelse har B.T. været i kontakt med Salling Group, der kan konstatere, at poserne er blevet sat til vild spotpris, da man ikke er kommet af med den store mængde chips inden udløb af bedst-før-datoen.
»De omtalte chips har solgt rigtig fint på tværs af alle butikker. Prisen, du refererer til lyder dog usædvanlig god og lyder mest af alt som en tastefejl,« lyder det fra Jacob Nielsen, der er pressechef i Salling Group, der ejer Netto.
Chipsene til under en krone udløb mandag den 20. oktober.
Og Martin Jensen forstår sådan set godt, at det tilsyneladende har været svært at sælge de obskure smagsvarianter – han kan nemlig ikke engang selv lide dem.

»Jeg har jo spist SÅ mange af dem, da vi skød reklamefilmene. Det var simpelthen det værste, jeg nogensinde har skullet gøre,« siger Martin Jensen til B.T.
Han oplyser, at han ingen indflydelse har haft på smagsvarianterne. Faktisk fik han skudt sin egen idé til en helt tredje smagsvariant ned.
»Jeg måtte ikke vælge, hvilke smagsvarianter, det skulle være. Mine to smage ville have været kaviar og ragu, men det synes Kims ikke, at det skulle være. Jeg synes stadig, det er totalt genialt,« siger Martin Jensen.
B.T. har også været i kontakt med Orkla, der står bag Kims-brandet, som ikke vil oplyse, hvor mange poser, der er solgt i forbindelse med Martin Jensen-samarbejdet.
Men ifølge kommunikationsdirektør Kim Ege Møller har det – trods den ilde modtagelse fra forbrugerne – været en bragende succes.
»Vi har lavet en del markedsføring, hvor vi har prøvet at få musik og fællesskaber ind i vores markedsføring. Det er sådan set lykkedes meget godt. Og så kan man diskutere, om man kan lide chipsene eller ej. Det er en helt fair diskussion,« siger Kim Ege Møller.
Kan man godt sige, at I er lykkedes med det, hvis der ikke er nogen, der gider at købe dem? I hvert fald til den pris, I har vurderet har været fair at tage for dem?
»Man kan i hvert fald sige, at vi har lykkedes med at få folk til at diskutere både smag og holdninger til smag om chips. Det er vi sådan set glade nok for,« lyder det videre.

