Marianne Klüver er død
Marianne Klüver blev kendt gennem 'Livet er fedt' og et særlig viralt klip. Nu er hun død.

Marianne Klüver blev kendt gennem 'Livet er fedt' og et særlig viralt klip. Nu er hun død.

Hun blev et kendt ansigt for danskerne, da hun i 2000 rykkede ind på Ubberup Højskole foran TV 2s kameraer.
Nu er Marianne Klüver død. Hun blev 72 år gammel.
Det skriver HER&NU, der har fået dødsfaldet bekræftet af hendes mand, Jens.
Ifølge ham blev Marianne Klüver i sidste uge ramt af en hjerneblødning i parrets hjem:
»Inden ambulancen kørte med hende, kyssede jeg hende på kinden og sagde farvel. Det tror jeg, hun hørte. Hun lå på sygehuset i fire dage, og til sidst fik hun hjertestop. Nu har hun fået fred, siger han til mediet,« fortæller Jens til HER&NU.
Marianne Klüver blev kendt gennem 'Livet er fedt', hvor hun sammen med en række andre overvægtige danskere forsøgte at ændre livsstil på Ubberup Højskole.
I 2021 vendte hun tilbage til skærmen i 'Livet er fedt – 20 år efter'.
På det tidspunkt vejede Marianne 158 kilo og kom rundt omkring på elscooter. Hun besøgte blandt andet det lokale center, hvor hun fik serveret en sandwich.
»Ej, de er ristede – ved gud! Er du færdig! Det er jo fantastisk! Du har ristet det! Skinke og ost. Mums!,« sagde hun i programmet og det klip, som siden gik viralt.
Hendes sidste tid var dog i det hele taget svær:
»Jeg er opereret for en hjernetumor, jeg har fået en blodprop i mit ben, jeg har sukkersyge, jeg har en diskusprolaps, jeg har en blære, som kun vil det, som den vil. Mine ben svigter, og jeg har mange smerter i mine led og deslige,« sagde hun i genforeningsprogrammet.