DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn stopper på posten i løbet af 2025.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse. 

Hun har været øverste chef i DR siden 2010, men når en ny bestyrelse er indtrådt, er det tid til at give stafetten videre, lyder det.

»Det har været mit livs professionelle privilegium at stå i spidsen for så mange dedikerede og dygtige medarbejdere, og jeg vil gerne sige stor tak for mange gode og spændende år,« udtaler Maria Rørbye Rønn blandt andet.

Ved årsskiftet udløber udpegningsperioden for DRs nuværende bestyrelse. 

Ifølge pressemeddelelsen ønsker Maria Rørbye Rønn, at en ny bestyrelse på forhånd ved, at de skal finde hendes efterfølger.

»Det betyder meget for mig at bringe DR rigtig godt videre. Derfor melder jeg min afgang ud nu, så den bestyrelse, der tiltræder ved årsskiftet, allerede fra start ved, at første opgave bliver at ansætte en ny generaldirektør,« forklarer Maria Rørbye Rønn.

Hun stopper til sommer 2025, når hendes efterfølger er klar til at overtage. 

Det konkrete tidspunkt afklares med bestyrelsesformanden.

Maria Rørby Rønn har arbejdet for DR siden 1995. 

I 2009 blev hun direktør for Jura, Politik og Strategi, og i 2010 blev hun først konstitueret og siden fastansat som DRs generaldirektør.

Det oplyses ikke, hvad hun skal fremover.