Sidste år ændrede musicalstjernen Maria Lucia og hendes families liv sig markant.

Men det kunne ikke være anderledes.

Maria Lucia og familien skiftede en lejlighed i byen ud med hus, have - og et stort renoveringsprojekt - i Hvidovre.

For musicalstjernen handlede det blandt andet om at finde ro i en verden, hvor der konstant er indtryk - og hvor hun selv kan være for dårlig til at lukke ned for blandt andet sociale medier. 

»Jeg har taget den beslutning, at vi er flyttet ud af byen, for jeg kunne mærke, at byen stressede mig enormt meget,« fortæller Maria Lucia, da B.T. møder hende til pressedag på den kommende musical 'Olivia - en skyggedansers fortælling'.

»Jeg havde den aha-oplevelse, at jeg bliver nødt til at flytte mig for at få hjælp af omgivelserne til at falde ned,« forklarer hun videre.

Maria Lucia og hendes familie forlod sidste år byen for at få græs under fødderne. Foto: Bax Lindhardt

Efter et år i huset er hun da heller ikke i tvivl om, at det har været det helt rigtige valg at flytte ud af byen.

»Der er ingen tvivl om, at for vores lille familie har det været det rigtige at komme ud og få græs, der er vores og en trampolin og tæt på skolen og et nærmiljø uden alt for meget støj og indtryk,« fortæller Maria Lucia og tilføjer:

»Det er godt, der også er lidt stille. At du kan høre en fugl synge og se noget vand, for vi bliver bombarderet med så mange indtryk hele tiden.«

Og selvom familien nu har boet i huset i et år, så er renoveringsprojektet langt fra færdigt, fortæller Maria Lucia.

Maria Lucia fotograferet på Det NY Teater hvor hun har sin første rolle efter sin barsel i musicalen "Waitress". Torsdag den 18. marts 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Det kan jo blive ved,« fortæller hun med et smil.

»Der er stadig meget. De er stadig potentiale i huset, vil jeg sige,« griner hun videre.

Hun lægger dog heller ikke skjul på, at det kan være en anelse presset med sådan en kontinuerlig renovering.

»Vi har købt en drøm, og det kan vi bygge på. Det er sjovt og hyggeligt, men det er også stressende. Også økonomisk,« griner Maria Lucia.