Tidligere på dagen meddelte både Jesper Buch og Christian Arnstedt, at de stopper i 'Løvens Hule'.

Men de er ikke de eneste af løverne, der trækker stikket.

Det samme gør Jacob Risgaard.

Det skriver han på Instagram.

»Simba og Scar har meldt ud, at de stopper i Løvens Hule. Så må Mufasa vist hellere komme på banen også,« starter han og henviser til sine medløvers exit fra det populære DR-program.

»Jeg meddelte sidste år DR og produktionen, at jeg har valgt at rejse mig fra stolen i Løvens Hule og sige tak efter fire gode sæsoner. Det har været en ære, det har fandeme været sjovt, men man får ømme baller af at sidde ned for længe,« skriver han.

Han skriver videre, at han ikke er matematisk student, så det bliver sværere og sværere for ham at jonglere de mange procenter af virksomheder, som han efterhånden ejer. 

Derfor vil han hellere bruge sin energi og tid på de virksomheder, han allerede er en del af.

»Løvens Hule har været en velsignet oplevelse for en bøv som mig. Det var store sko, der skulle fyldes ud, da jeg overtog efter Christian Stadil i sin tid, og jeg gik da også på skærmen med en vis æresfrygt, men som tiden går, lærer man at slappe af i det, og jeres positive respons gennem årene har gjort et kæmpe indtryk på mig.«

B.T. har gennem tirsdagen forsøgt at få en kommentar fra Jacob Risgaard, men indtil videre forgæves.