I flere år solgte han sin egen kone til sexkøbere.

Nu er en 61-årig mand blevet idømt fire år og fem måneders fængsel ved Ångermanlands byret i Sverige.

Det skriver Aftonbladet.

Manden er blandt andet dømt for groft rufferi, forsøg på voldtægt, to tilfælde af vold, seks tilfælde af ulovlige trusler og en mindre dopingforseelse.

Han har nægtet sig skyldig i alle anklager.

Ifølge mediet har manden forklaret, at han blot hjalp sin daværende kone, fordi hun selv ønskede at sælge sex.

Men retten er nået frem til noget andet.

Ifølge anklageskriftet håndterede manden kvindens onlineannoncer, bookede kunder og planlagde aftalerne.

Han skal også have planlagt pris og betaling, kørt kvinden til og fra sexkøberne og overvåget møderne med kunderne.

Manden blev anholdt i oktober 2025, efter at hans daværende kone anmeldte ham.

Ifølge Aftonbladet har den 61-årige tidligere haft en høj position i Hells Angels.

Nu skal han altså fire år og fem måneder i fængsel.