En 68-årig mand er død efter en drukneulykke ved havnen på Anholt.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Manden blev mandag kort før klokken 23 fundet livløs i vandet ved havnen.

Ifølge politiet sprang flere personer i vandet og fik ham hentet op på land, skriver TV2 Øst.

Her blev der givet livreddende førstehjælp, mens en lægehelikopter også blev tilkaldt.

Men mandens liv stod ikke til at redde.

Klokken 23.47 blev han erklæret død af en læge på stedet.

Et vidne har forklaret, at den 68-årige mand angiveligt befandt sig på havnen nær vandkanten, da han mistede balancen og faldt i vandet.

Østjyllands Politi oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at manden har været udsat for en forbrydelse.

Politiet vil tirsdag være til stede på havnen på Anholt for at foretage afhøringer og nærmere undersøgelser.

Et ligsyn skal klarlægge de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet.

De pårørende er underrettet.