Det er et vildt år, Malte Ebert og kæresten, Didde-Mie Lykke, lægger bag sig.

Så vildt, at det har fået dem til at tage en beslutning for starten på det nye.

Det skriver Billed Bladet, som kan afsløre, hvad parret så har lagt af planer:

De rejser nemlig væk i januar til en destination mange tusind kilometer borte. Til sandstrande og palmetræer. Uden en planlagt slutning på eventyret.

»Vi skal til Thailand. Vi har ikke booket hjemrejse endnu, så vi ser på det,« siger Didde-Mie Lykke til Billed Bladet og fortsætter:

»Vi er væk så længe, vi kan få lov til inden for januar måned.«

Billed-Bladet mødte den professionelle danser til premieren på biograffilmen Avatar.

Her kunne Didde-Mie Lykke fortælle, at nytårsaften i Thailand skal foregå stille og roligt. Nok 'over en gang Pad Thai' uden den store nytårsfest.

Og ro er noget, Lykkes kæreste også har lært at sætte ekstra pris på.

I forbindelse med, at Malte Ebert udgav albummet 'Alle veje fører hjem' tilbage i februar, gav han et større interview om sine op- og nedture i musikbranchen.

»Jeg havde en lang periode, hvor jeg havde glemt, hvad det egentlig var, jeg forelskede mig i til at starte med: at sidde med min guitar. Men det var svært,« sagde han dengang til Ritzau.

»Det hele føltes svært … Bare at formulere en sætning var svært … Jeg syntes, det hele lød dårligt, og jeg tvivlede på, om folk gad at høre på det. Og når man derhen, ved man, det er på tide at gøre noget anderledes.«

Han har derfor lært at stoppe den vilde jagt og finde ind til de vigtige ting, som du kan læse mere om HER.

Foruden den nye plade kunne parret tilbage i marts desuden afsløre, at de flyttede i egen bolig efter at have boet sammen i et kollektiv, som Ebert først var en del af.

På det tidspunkt havde de to været sammen i to år. I løbet af deres tid som kærester har de gerne delt deres følelser for hinanden med offentligheden.

»Tillykke med fødselsdagen til mit yndlingsmenneske og min bedste ven. Min miv, piv, guffe, muffe, muf, luffe, babypuff, Maltetos, skat. Du har stjålet mit hjerte,« lød det således på Didde-Mie Lykkes Instagram-profil i forbindelse med Eberts 30 års fødselsdag.