En kavalkade af stjerner var til stede ved Svend Prisen i Svendborg, men én af dem fik et ekstraordinært bifald på den røde løber.

Det var selvfølgelig Mads Mikkelsen, der ankom på den mest superstjerne-agtige måde i allersidste minut, lige før showet begyndte.

Men selvom han er Danmarks største skuespiller, kan han alligevel blive helt starstruck, når han arbejder sammen med internationale sværvægtere.

Han har netop færdiggjort optagelserne til filmen 'What Happens at Night', som instrueres af den legendariske Martin Scorsese – og det var uden tvivl en enorm oplevelse for danskeren:

»Det var lidt af en drengedrøm. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er den største Scorsese-fan i verdenshistorien,« fortæller han til flere medier, heriblandt B.T.

Mødet med instruktørikonet blev på ingen måde en skuffelse.

»Han levede op til alle forventningerne. Han var energisk, sindssygt sjov og en meget behagelig mand,« lyder det fra Mads Mikkelsen.

Filmen mønstrer i det hele taget et stjernespækket hold fra den absolut øverste hylde. 

På rollelisten finder man blandt andre megastjernerne Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence.

»DiCaprio og Jennifer Lawrence var også begge to helt nede på jorden, nogle meget skønne mennesker,« afrunder skuespilleren.

Mads Mikkelsen modtog desuden prisen som Årets Mandlige Skuespiller ved Svend Prisen.

Filmglade fans må dog væbne sig med tålmodighed. Den stjernespækkede film med Martin Scorsese bag roret har endnu ikke fået en officiel udgivelsesdato.