Den danske skuespiller Mads Mikkelsen er blevet tildelt den franske kunst- og litteraturorden Ordre des Arts et des Lettres og er blevet udnævnt til officer for sit kunstneriske virke og for sit bidrag til at fremme kunst og litteratur i Frankrig og i resten af verden.

Mads Mikkelsen modtog ordenen ved en ceremoni på den franske ambassade i København torsdag aften.

Det oplyser Frankrigs ambassade i Danmark i et opslag på sin officielle Instagram-side.

Ifølge ambassaden er Mads Mikkelsens forbindelse til den franske filmverden stærk.

I 2009 medvirkede den danske skuespiller i den franske film "Coco Chanel & Igor Stravinsky", som skildrede forholdet mellem den franske modedesigner og den russiskfødte komponist.

Ambassaden fremhæver også Mads Mikkelsens præstation i Thomas Vinterbergs drama "Jagten", der indbragte ham prisen for Bedste Mandlige Skuespiller på den prestigefulde filmfestival i Cannes i Frankrig i 2012.

I 2016 var Mads Mikkelsen medlem af juryen på den franske filmfestival.

Arts et Lettres-ordenen blev indstiftet i 1957. Den har tre grader: kommandør, officer og ridder.

Den 60-årige danske skuespiller er således udnævnt til officer.

RITZAU