Mads Mikkelsen er i dag en prisbelønnet skuespiller med succes langt ud over Danmarks grænser.
Men først var der gennembruddet i den danske 1996-film 'Pusher', og her var lønnen noget mere beskeden, end den må regnes med at være i dag.
I et stort interview med The New Yorker afslører Mads Mikkelsen nemlig, at han som ung skuespillerstuderende blot fik 'en billig cykel' for at lave Nicolas Winding Refns kultfilm.
»Jeg fik en cykel for at lave den film. En billig cykel. Det var lønnen,« siger Mads Mikkelsen med et grin.
»Og jeg forhandlede faktisk meget ihærdigt med produceren om hvorvidt, jeg kunne få et børnesæde bag på den. Han sagde nej. Jeg har kendt ham igennem mange år nu, og jeg elsker ham, men vi kan stadig grine af den forhandling.«

'Pusher'-filmen blev starten på et smukt venskab mellem Mads Mikkelsen og instruktøren Nicolas Winding Refn, der selv valgte den unge skuespiller til rollen.
Nicolas Winding Refn havde ifølge Mads Mikkelsen først ikke ønsket at benytte skuespillere til filmen, men han blev overtalt til, at voldspsykopaten Tonny skulle spilles af en professionel.
Dertil valgte instruktøren så selv Mads Mikkelsen, da han skulle have hørt, at han ikke klarede sig godt på skuespillerskolen og netop var fra de gader, hvor 'Pusher' blev optaget.
Lønnen for den første film i triologien endte således på en cykel, men så let kan man nok ikke låne Mads Mikkelsens skuespiltalenter i dag.
Sidste år blev det anslået, at skuespilleren havde tjent 112 millioner kroner blot på reklamefilm. Læs mere om det HER.
Mads Mikkelsen fortæller desuden også i interviewet med The New Yorker, hvordan han kunne være endt som professionel danser i stedet. Læs mere om det HER.