Det skulle have været en af de helt store festaftener for kendisparret Sofie Linde og Joakim Ingversen.

På Bakken i Dyrehaven skulle parret, der fungerer som værter på DR-succesen 'Hotel Romantik', mødes og feste igennem med deltagerne fra både sæson 1 og sæson 2.

Men sådan gik det desværre overhovedet ikke.

Inden festen for alvor gik i gang, blev der nemlig afspillet en videobesked på en skærm i lokalet, hvor Sofie Linde og Joakim Ingversen fortalte, at de havde været nødt til at melde afbud af en helt særlig – og ret kontant – årsag, skriver Se og Hør.

»Jamen, jeg har fået dum nums,« lød det ærligt fra Joakim Ingversen i videoen. 

Sygdom tvang derfor parret til at melde afbud til festlighederne.

Selvom parret måtte blive under dynen derhjemme, ønskede de stadig de mange gæster en fantastisk aften og understregede, at de om nogen ved, hvor vild en fest 'Hotel Romantik'-deltagerne kan stable på benene.