Sussi Nielsen har været en del igennem på kærlighedsfronten.
Sidste år mistede den 68-årige sangerinde ægtemanden Leo Nielsen, og efter fulgte et par fyre, for hvem det ifølge hende »kun drejede sig om sex«.
Men nu har Sussi Nielsen fået en ny kæreste – og han har intet imod at blive vist frem.
»Han er bare en ganske almindelig, sød, kærlig og flot fyr, der vil mig som person – i forhold til de andre, som kun var interesseret i en ting: sex,« siger Sussi Nielsen til B.T.
For sådan er kæresten Steen Nørholm Hansen heldigvis ikke.
Han har – modsat de tidligere kærester – heller ikke noget imod stolt at sige, at han er sammen med hende fra Sussi & Drengene.
»Han har ikke noget imod, at alle og enhver ved hvem, han er kærester med. Så vi kan tage ud og lave ting sammen, og han er også med, når jeg skal ud og spille en gang imellem,« jubler Sussi Nielsen.
Den nye kæreste Steen Nørholm Hansen er 60 år og arbejder som taxachauffør
»Han er lidt yngre, ja – jeg vil gerne have dem unge jo!« siger Sussi Nielsen med et grin.
Det hele startede, da Steen skrev til Sussi på Facebook.
For her svarede Sussi lige ud, at hun var »ret træt af mænd, hvor det eneste, de ville var sex«. Men det forsikrede Steen hende om, at det ikke var hans intention.
Og siden har parret ikke set sig tilbage, og for tre uger siden blev den 68-årige sangerinde og den 60-årige taxachauffør så kærester.
»For at sige det rent ud, så er det dét, jeg hele tiden har drømt om. Han vil lige så gerne være sammen med mig, som jeg vil være sammen med ham. Han har allerede mødt noget af min familie, og i næste uge skal jeg også besøge hans,« fortæller Sussi Nielsen.
Så nu er kærligheden tilbage i sangerindens liv – og det er endelig én, som stolt kan blive vist frem.