Selvom Nicklas arbejder med tal til daglig, har det ikke været nok til at afholde ham fra at opbygge en enorm gæld.

Nicklas, der arbejder som matematiklærer på en folkeskole i Brønshøj, har altid set skævt til dem, der optager kviklån, fortæller han i det nye afsnit af 'Luksusfælden'. 

Men nu er han selv endt i suppedasen med tårnhøje renter på sine kviklån, efter at han har opbygget en gæld på 934.000 kroner. 

Hans gæld er blevet en hemmelighed, som kun få i hans omgangskreds kender til – og nu er han begyndt at sove dårligt om natten.

Gennem længere tid har Nicklas eksempelvis forkælet sin lille hund med stribevis af dyre hundekurve, og samtidig fortæller han, at han »virkelig ikke gider at lave mad«, men hellere vil købe takeaway.

Alene i kviklån skylder han 132.600 kroner, hvoraf 42.300 kroner er renter.

»Hvad fanden, 42.000 kroner i renter?« udbryder hans veninde Camilla chokeret.

Da Nicklas ser på renterne med ekspert Mette Djernis, bliver han også en smule presset.

»Det er rigtig nederen. Det gør mig faktisk rigtig utilpas. Jeg bliver ked af, at det er så mange penge, der går til spilde,« siger Nicklas.

Udover kviklån kommer resten af gælden fra andelsbolig- og SU-lån, men kviklånene er dem, der er »rigtig, rigtig dumme«, siger ekspert Mette Reissmann. 

Derfor må Nicklas tage et seriøst blik på sine forbrugsvaner og finde ud af, hvor der er plads til forbedring.

Det nye afsnit af ‘Luksusfælden’ sendes tirsdag kl. 20.00 på TV3 eller allerede nu Viaplay.