Lukas Grahams læge i overraskende hyldest
I et overraskende opslag har Lukas Grahams læge hyldet popstjernen.

I et overraskende opslag har Lukas Grahams læge hyldet popstjernen.

Mange har prøvet at være lidt bekymrede for et svar fra lægen.
Men færre har nok været ude for, at ens læge efter et besøg går ud og hylder én på Facebook.
Men det er sket for den danske hitmusiker Lukas Graham, der med en særlig gestus har høstet roser fra sin læge.
»Denne unge mand kender du sikkert godt,« lyder det indledende i opslaget fra klinikken Læge og Familie, medfølgende et billede af '7 Years'-sangeren.
Lægen understreger, at det ikke er hans helbred, der fortjener de store roser.
»Det er hans omsorg over for andre. Han har haft sin familie og hele sit crew i og omkring bandet igennem sundhedstjek hos os. På hans helt eget initiativ og af ren og skær omsorg for de mennesker, der er omkring ham. Det tager jeg altså hatten af for,« lyder opslaget fra Grahams læge, der altså også er blevet hele bandets læge.
»Vi har jo mange grupper til tjek og vejledning hos os på regelmæssig basis. Men det er andre slags virksomheder og organisationer. Jeg har ikke før Lukas oplevet, at en artist gjorde det samme med sit crew.«
Slutteligt lyder det i opslaget, at Lukas Graham blev overrasket over at få ros fra lægen for tiltaget.
»Da jeg roste ham for hans proaktive og omsorgsfulde tilgang, blev han glad og lidt overrasket. Det var helt naturligt for ham – ikke noget han havde gjort et stort nummer ud af. Men jeg synes ærlig talt, det er værd at bemærke,« lyder det afsluttende fra lægen.