Den danske sanger og musiker Lotte Rømer er død. Hun blev 75 år gammel. 

Det bekræfter Lotte Rømers søster, Hanne Rømer, til Ekstra Bladet.

Lotte Rømer døde torsdag efter kort tids kræftsygdom, lyder det.

»Vi har været hinandens livsvidner i 75 år, og vi har lavet alt muligt sammen. Hvis der var nogen, der var et godt menneske, så var det Lotte. Hun var så god til mennesker og til at være noget for andre,« siger Hanne Rømer til Ekstra Bladet.

Med sin store røde manke og en stemme, der brændte igennem, spillede hun bas og keyboards blandt andre med legender som C.V. Jørgensen og guitaristen Ivan Horn.

Den konservatorieuddannede musikpædagog gjorde sig først gældende sammen med søsteren Hanne i en af datidens populære kvindegrupper, "Hos Anna".

Siden spillede hun op først i C.V. Jørgensens Det Ganske Lille Band og siden i C.V. Moto uden C.V., før hun gik sine egne veje med Lotte Rømer Band.

Her spillede hun, sammen med blandt andre sin daværende kæreste, guitaristen Ivan Horn, landet tyndt med egne markante sange fra albummer som "Mama Rouge".

Siden gik hun solo med sit eget "One Woman Show" og lavede kabareter og teaterforestillinger og deltog også i Dansk Melodi Grand Prix i 1986.

Siden 2000 er hun dog bedst kendt for sine mange foredrag om høretab, da hun selv blev født med arveligt progressivt høretab.

Foredragene har hun turneret Danmark rundt med flere gange.