Hun er en af Danmarks største instruktører, men har i årevis haft blikket rettet mod udlandet.

Nu vender Lone Scherfig tilbage til Skandinavien.

Den danske stjerneinstruktør påbegynder nemlig den nye storfilm 'HONEYTRAP', oplyser Zentropa.

Filmen bliver et skandinavisk spiondrama, der foregår under den kolde krig i Stockholm og Berlin, hvor kærlighed og bedrag flettes sammen.

For Lone Scherfig markerer projektet et comeback tættere på Danmark efter en længere periode med internationale produktioner.

Senest stod hun bag TV 2-serien Dag & Nat, men ellers har hendes karriere de seneste mange år været præget af store udenlandske filmprojekter.

Hun slog for alvor igennem med 'Italiensk for Begyndere' og fik senere international succes med blandt andet 'An Education', der blev Oscar-nomineret, samt film som 'One Day' og 'Their Finest'.

Og nu glæder hun sig til at vende tilbage til nordiske omgivelser.

»Jeg glæder mig brændende til at arbejde med et nervepirrende spiondrama om liv og død,« lyder det fra instruktøren.

Filmen tager udgangspunkt i Stasis såkaldte Romeo-program, hvor trænede spioner indledte forhold til kvinder, der i kraft af deres job som eksempelvis sekretærer havde adgang til værdifulde informationer.

'HONEYTRAP' optages på svensk og tysk og får efter planen premiere i 2028.