L.O.C. har en helt særlig interesse, når han er ude og rejse.

Han skal smage en delikatesse, der umiddelbart fremstår grænseoverskridende, og det har blandt andet betydet, at han igennem tiden både har smagt hund og rotte.

B.T. møder den 45-årige rapper og nyslåede komiker på et pressemøde for streamingtjenesten Primes comedyprogram 'Roasted', hvor han dyster med fire andre komikere om at være bedst til at svine hinanden til på en sjov måde.

Programmet er optaget på Cypern, og i første afsnit ser man L.O.C. servere noget mad, som de andre deltagere har svært ved at få ned.

L.O.C. er aktuel i streamingtjenesten Primes comedyprogram 'Roasted: Verdens sjoveste ferie', hvor han dyster med Nikolaj Stockholm, Natasha Brock og Victor Lander om at være bedst til at roaste hinanden.
L.O.C. er aktuel i streamingtjenesten Primes comedyprogram 'Roasted: Verdens sjoveste ferie', hvor han dyster med Nikolaj Stockholm, Natasha Brock og Victor Lander om at være bedst til at roaste hinanden. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Jeg blev kaldt kræsen, da jeg var lille, så jeg skal altid smage en delikatesse, der umiddelbart fremstår lidt grænseoverskridende,« forklarer L.O.C. til B.T. og fortsætter:

»Så vi fik noget ko-tunge og en speciel lokal pølse. Ko-tungen smagte overraskende godt. Det har jeg ikke spist før. Det var meget mørt.«

Hvad er det mest vanvittige, du har spist?

»Enten rotte. Det var i Sydafrika for mange år siden. Eller … Nej, det mest grænseoverskridende var hund i Vietnam. Der var noget kulturelt i det – og jeg elsker faktisk hunde (Altså som kæledyr – ikke som spise, red.).«

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvilken slags hund var det?

»De spiser kun én speciel type i Vietnam. Det er også det, jeg har trøstet mig selv med. At det ikke bare er alle hunde. Men jeg kunne ikke. Jeg tog to bidder, og så var det bare 'nej'. Jeg fik dårlig samvittighed og tænkte, 'jeg støtter en industri'!.«

Ændrede det dit forhold til hunde, da du kom hjem?

»Jeg har lidt skam. Hver gang jeg ser en hund, har jeg det som om jeg skylder dem en undskyldning.«

Har du hund?

»Det havde jeg faktisk dengang. Det var lidt fucked up at komme hjem og kigge på den og sådan 'hej med dig'!«

Er der noget, du drømmer om at spise?

»Jeg har joket med en ven om, at jeg gerne ville smage menneske, hvis ikke der skulle indgå et drab. Og vi har været ude i, om det skulle være økologisk opdræt. A la, jeg vil ikke spise en københavner, haha. Det skal være nogen, der har levet på landet.«

»Jeg synes, det er lidt sjovt, i forhold til hvor grænsen går for, hvornår noget er mad. Selvfølgelig skal man ikke spise et menneske. Men jeg synes, det er spændende med sådan noget som krokodille, haj og hvaler.«

Se L.O.C. fortælle om sin særlige madinteresse i videoen øverst i artiklen.