Om det lykkedes hende at finde kærligheden på Sri Lanka, afsløres først 9. juli. Men én ting har hun med sikkerhed fundet og fået med hjem. En anden og bedre version af sig selv.
»Det er et kæmpe skridt, jeg har taget. Og jeg er virkelig glad for at have fået det med i rygsækken,« siger den ene af årets to 'Bachelorette's, 28-årige Lissa Paustian, som efter et liv med både angst og bulimi har en helt særlig grund til at sige netop det.
Har du fulgt med i TV 2s populære dating program, kender du konceptet: To singlekvinder, som i eksotiske omgivelser søger kærligheden blandt en stor gruppe håbefulde mænd, som der afsnit for afsnit tyndes ud i, indtil kvinderne hver især kan rejse hjem med den måske eneste ene.
Hvilket altså først afsløres i allersidste afsnit.
Lissa Paustian valgte at at droppe ud af programmet før tid sammen med bejleren Andreas Holm. Om de stadig er kærester, afsløres først 9. juli. Lotta Lemche/TV 2
Men gaven, som Lissa Paustian altså alligevel har fået med hjem, er én, som hun har higet efter stort set hele sit liv. At tro på sig selv og turde sige fra. For manglen på det har sendt hende ud i både angst og bulimi.
Spoler hun tilbage til sin barndom, husker hun stadig den gennemgribende følelse af ensomhed, der fyldte hver en pore i hendes lille krop.
»Jeg var lidt overvægtig, havde briller og skæve tænder og gik i mærkeligt tøj. Så jeg stak bare ud, passede ikke rigtig ind og blev mobbet og holdt udenfor,« fortæller Lissa Paustian, som tre gange måtte skifte skole.
»Når folk kaldte mig ting, svarede jeg aldrig igen, fordi jeg var super genert. Så jeg har altid følt mig som en lidt skæv eksistens.«
Følelsen bed sig fast, og hun trak sig mere og mere ind i sig selv. Og at hendes forældre blev skilt, da hun var 15-16 år gammel, gjorde ikke hendes liv bedre.
»Det tog ekstremt hårdt på mig. For i forvejen var jeg i mine sociale relationer ret ensom, så at min kernefamilie med to søskende, vores hunde og katte, gik i opløsning, ramte bare.«
»I samme periode blev jeg forelsket for første gang og fik en kæreste, som jeg følte var hele min verden. Så da jeg fandt ud af, at han var mig utro, var det bare det sidste led i dén der med, at der vitterlig ikke er nogen, der vil mig det godt. Jeg dur ikke til noget, jeg er ikke noget værd,« siger Lissa Paustian.
28-årige Lissa Paustian har haft sit at slås med i sit unge liv. Lotta Lemche/TV 2
De stærke negative følelser pressede hende ud af gymnasiet. Hun kunne ikke fokusere.
»Jeg følte ikke, at jeg havde noget, der var mit, som jeg kunne fast i, eller at der var nogen, der gik op i, hvordan jeg havde det,« siger hun om dét, der blev startskuddet på bulimien.
»Jeg sidder hjemme på mit værelse og prøver at skære i mig selv, men det virker ikke rigtig,« beskriver Lissa Paustian.
I stedet går hun ud på toilettet og prøver at stikke en finger i halsen.
»Selvom det lyder makabert, var jeg åbenbart rigtig god til det, og det føltes rart. Som at alle de dårlige følelser og dét, der gjorde ondt, kom ud. Så min bulimi startede som en form for selvskade.«
»Ikke fordi jeg havde det dårligt med min krop, men fordi jeg havde brug for at straffe mig selv, fordi jeg følte, at jeg var uduelig. Det er en ting, jeg har levet med siden og stadig bokser lidt med i dag,« siger hun ærligt.
Men også bevidst.
For selvom det umiddelbart kan virke besynderligt at melde sig til et datingprogram med dén bagage, har Lissa Paustian valgt at bruge den platform til at tale åbent om det og forhåbentlig hjælpe andre, der savner lys i mørket.
Det er to år siden, hun indledte en intensiv behandling på et psykiatrisk hospital for spiseforstyrrede i Ballerup, hvilket hjalp hende vildt meget.
»For dels startede jeg på noget angst medicin, som jeg tager hver dag, dels fik jeg derudover nogle mentale værktøjer, som gjorde, at jeg lærte både min angst og min spiseforstyrrelse bedre at kende.«
»Så selvom det stadig godt kan trigge mig en gang imellem, føler jeg, at det er nogenlunde i bero og fylder ikke så meget i min hverdag mere,« fortæller Lissa Paustian og håber, at andre kan spejle sig i hendes historie. Finde et lys i mørket i den.
»Så giver det nærmest endnu mere mening for mig at være med,« siger hun om programmet.
Lissa Paustian håber, at andre sårbare unge kan spejle sig i hende. Steffen Roes/TV 2
Men endnu en grund til, at det har givet god mening for den 28-årige journalistpraktikant at stille sit datingliv til offentligt skue, er, at hun hidtil ikke har haft det store held på kærlighedens vej.
For selvom Lissa Paustian ligner én, som mændene står i kø for, har det indtil nu været de forkerte af slagsen.
»Jeg føler, at jeg er blevet såret mere end omvendt. Jeg har ikke været særlig heldig med at møde fyre, der var 100 % investeret i mig,« siger hun da også ligeud.
Hendes seneste forhold før castingen til programmet var da også ét, der satte ar i hende.
For ham, hun var forelsket i – og tilmed blev gravid med – ville ikke noget seriøst med hende, og hun stod tilbage med en abort og et knust hjerte.
Så hvad end hun har fundet kærligheden eller ej på Sri Lanka, glæder det hende, at hun på rejsen har fundet sig selv.
»Jeg føler, at jeg er blevet en lille smule mere tough. Jeg har været rigtig dårlig til at sige fra, så fra at være en pleaser i alle relationer, har jeg taget et kæmpe skridt i forhold til faktisk at vide, at det fandeme er okay at sige fra, hvis noget ikke er rart.«
»Og det er jeg virkelig glad for at have med i rygsækken.«
Læs også:
»De greb mig virkelig og anerkendte, at vi er mennesker og ikke roller i et program«'Bachelorette' Lissa efterlod alle i chok: Derfor gjorde jeg det
ADVARSEL – LÆS IKKE VIDERE, HVIS DU IKKE VIL VIDE, HVAD DER SKER I TIRSDAGENS AFSNIT AF 'BACHELORETTE'.
Det var en cliffhanger af de helt store, som 'Bachelorette' seerne i sidste uge blev hængt til tørre med. Og i dagens afsnit springer bomben så.
»Jeg får stadig gåsehud af at tænke på det,« lyder det da også fra den ene af de to Bachelorettes, 28-årige Lissa Paustian. Hende, som i den grad leverede dramaet og efterlod alle i chok.
I sidste uge kunne programmets fans se, hvordan Lissa Paustian under ugens mingling gik helt i opløsning over, at hendes bejler Anders Egelund valgte at forlade programmet.
Og som om det ikke var tårer nok, brød hun sammen, da hendes kys med Jacob Bloch ikke faldt i god jord hos favorit bejleren Andreas Holm. Hvorfor hun grædende forlod minglingen.
'Jeg synes bare, at det er så svært', forklarede hun til programmets vært Petra Nagel, som kort tid efter til aftenens roseceremoni meldte ud, at den ikke helt ville blive som vanlig. Og så lod hun ellers seerne hænge dér. Indtil nu.
Stik mod programmets koncept valgte Lissa Paustian nemlig at give sin allersidste rose allerede nu til Andreas Holm. Og dermed sende sine øvrige bejlere hjem.
For hun var kommet ned for at finde kærligheden. Og nu havde hun fundet den. Kunne mærke, at hun var forelsket.
»Jeg var meget meget glad for ham og kunne mærke, at den relation var noget, jeg gerne ville udforske hjemme og havde ikke lyst til at risikere alt muligt, fordi jeg var med i et program, hvor jeg skulle udforske andre mænd,« fortæller Lissa Paustian og fortsætter:
»Hvis vi havde datet hinanden hjemme, ville vi have stoppet med at date andre. Så når man er følelsesmæssigt investeret i et andet menneske, føles det rigtig underligt, at vi på grund af nogle rammer i programmet skal presse os selv ud i nogle ting, som jeg i hvert fald havde svært ved at se mig selv i øjnene over.«
Det, dér for hende blev afgørende, var Andreas Holms reaktion. At han på grund af hendes kys med Jacob Bloch havde brug for at tage et skridt tilbage i deres relation.
»Og det var svært, for jeg vil rigtig gerne tage rigtig mange skridt frem med ham. Og så er det bare som om klappen lukker ned og programmet ikke længere giver mening for mig.«
»Vi er mennesker, og vi har reelle følelser i et datingprogram, der handler om at finde kærligheden. Så hvis vi er på rette spor, hvorfor skal vi så gå et skridt tilbage, når vi begge er samme sted rent følelsesmæssigt?« forklarer Lissa Paustian, som med sin beslutning om at give Andreas Holm sin allersidste rose også trak sig fra programmet før tid.
»Jeg havde jo på intet tidspunkt overvejet det, for jeg er sådan én, der gør tingene til ende og overholder aftaler og troede heller ikke, at det var muligt at tage den beslutning, som jeg lidt spontant gør.«
Men hun er dybt taknemmelig for, at hun at hele produktionen bag 'Bachelorette' blev mødt med forståelse.
For det var ikke alene Petra Nagel, der trak hende til side til en snak. Flere fra tv-holdet kom også ilende.
»De satte sig på hug foran mig og sagde 'du har jo fundet kærligheden, du skal ikke presses ud i noget, du ikke ønsker, bare fordi det er tv-format'.«
»Så de greb mig virkelig og anerkendte, at vi er mennesker og ikke roller i et program,« fortæller hun om den uventede drejning i programmet.
Som altså gjorde, at hun kort efter kunne træde ind til roseceremonien og tilbyde Andreas Holm sin sidste rose.
»Det var et helt vildt øjeblik. Når jeg tænker tilbage på det, så var det en kæmpe forløsning og jeg får stadig gåsehud over at tænke på det,« beskriver Lissa Paustian, som ikke desto mindre må indrømme, at det i dag er svært at se sig selv på tv.
For mens hun hånd i hånd med Andreas Holm tog de første spæde skridt på kærlighedens vej, vendte hun også ryggen til en forvirret Jacob Holm.
»Jeg synes jo også, at det er rigtig ubehageligt, og det er stadig noget, der rammer mig i dag. Så det er svært at se afsnittene og hårdt at se den relation mellem mig og Jacob gå i stykker,« siger Lissa Paustian.
For hun følte, at han havde fortjent en tomandssnak, hvor hun fortalte, at hun håbede, at han fandt dét, som han søgte i sit liv. En snak, som de først tog flere uger senere i København.
»Men det er nu engang sådan, vores historie blev. Og jeg er et eller andet sted selv ret glad for den udvikling der skete,« siger hun om forholdet til Andreas Holm, som hun tilbragte tre dage med i sin villa på Sri Lanka, inden de rejste hjem til Danmark.
Dét menneske, som hun »kærlighedsmæssigt valgte at være sammen med.«
Om de to stadig er et par, er en hemmelighed, som først afsløres 9. juli.