Lige nu ruller dramaserien 'Dansegarderoben', som portrætterer en sæson af Cirkusrevyen i midten af 1970erne, hen over skærmen på TV 2.

Serien blander fiktion og virkelighed. Netop af den grund er det er svært for en de personer, som rent faktisk stod på cirkusrevyscenen dengang, nemlig Lisbet Dahl, at sætte ord på, hvad hun egentlig synes om serien.

Det fortalte hun til pressemødet for årets Tivolirevy, som hun er skiftet til og nu står i spidsen for som instruktør.

»Jeg har set afsnittene, og det er meget vanskeligt at vurdere noget som helst, når man selv har stået midt i det, for halvdelen er fiktion og … det er sgu svært,« forklarer hun.

Der er dog flere ting, som hun savner i serien, som hun mener kendetegner den Cirkusrevy, hun i sin tid var en del af.

»Jeg synes, at der var megen hjertelighed, meget kammeratskab, megen glæde og megen opmærksomhed, og det kan jeg ikke se i 'Dansegarderoben'.«

Så du er ikke udpræget fan af det?

»Nej, men jeg er heller ikke ikke-fan af det, jeg har bare stået midt i det, og så er det sindssygt svært at bedømme det,« siger Lisbeth Dahl.

76-årige Lisbet Dahl var en del af Cirkusrevyen fra 1974 til 1977, 1985 til 1989, 1991 til 1995 og igen fra 2002 og frem til 2022, hvor sygdom holdt hende fra scenen. Herefter skiftede hun til Tivolirevyen, som hun første gang arbejdede på fra 1981 til 1983.

Hun er den skuespiller, der har næstflest Cirkusrevyer under bæltet. Kun overgået af Ulf Pilgaard.