De iskolde temperaturer raser fortsat i Danmark og skaber udfordringer over hele landet– også for Linse Kessler og hendes hunde på Islands Brygge.
Her volder især én ting genere hende voldsomt.
Nemlig vejsalt.
»Jeg er helt med på at folk ikke skal glide, falde og slå sig, men come on, de mængder, der smides, er jo helt ude af proportioner,« skriver Linse i en sms til B.T.
Som B.T. torsdag kunne fortælle, kan vejsalt give hundene store problemer, når det trænger op i poterne.
Det mærker Linses hunde også – især én af dem.
»Kold sne og salt er noget rigtig lort for hundepoter, det gør rigtig ondt, og de kan nogle gange ikke støtte på et ben,« siger hun.
»Jeg har en trebenet Bennie, og må ind imellem bære ham hjem, for hvis saltet får for godt fat i hans pote, har han jo ingen balance.«
Det er især mængden af salt, Linse bider mærke i.
»Det bliver overdrevet kastet på fortovet i bunker,« mener hun.
»Vi går tit ude i vejkanten, hvor der ligger frisk og usaltet sne«
Dyrlæge Rebekka Møller McBirnie fra Lindevang Dyreklinik på Frederiksberg forklarer, at vejsalt kombineret med kulde kan gøre det nemmere for hunden at få skrammer og revner i poterne – og salt i de skrammer kan gøre rigtig ondt på hunden.
Det betyder dog ikke at Linse bliver inde i varmen med sine hunde.
»Morgen og eftermiddag går vi tur i området i snor, men hver eneste aften smutter vi på friløbssted, og der får sne lov at være sne,« skriver Linse
Linse kommer med et par gode råd til andre hundeejere, som vil hjælpe deres firbenede venner i kulden.
»Når en hund løfter sit ben og ikke kan støtte på det, med vanter på skal du nulre og rense salt og sne væk, så kan I gå videre,« siger hun.
»Mine hunde holder varmen uden dækkener om vinteren, men vi holder os også kun til cirka 30 min når det er meget koldt.«
Selvom Linses hunde kan klare den bidende kulde uden overtøj, har hun en klar opfordring til andre hundeejere
»Hundeejere skal læse deres hunde ift. tøj, hvis de ryster skal de selvfølgelig have noget på, der varmer dem. »
