Som hjertetransplanteret kender influencer Line Hoffmeyer i den grad sygehusvæsenet indefra. Og nu har hun igen nærstuderet det.

Denne gang fordi hun har fået en overdosis.

På sin Instagram-profil fortæller Line Hoffmeyer, hvordan hun den seneste tid havde døjet med en voldsom maveinfektion, som udover mavesmerter gav hende kvalme, voldsom sløvhed og pendulfart til toilet efter hvert måltid.

Et ubehag, der for de fleste af os andre kunne løses med skånekost og håndkøbsmedicin.

Men netop fordi hun er hjertetransplanteret og dermed har et sårbart immunsystem, er hendes faste lægeteam på Skejby Sygehus ekstra opmærksomme. Og insisterede på, at hun skulle indlægges.

‘Jeg er hjemme på Sjælland igen – stadig kun orlov indtil de har helt styr på hvad fan’ der foregår’, skrev hun i et opslag mandag og fortsatte:

‘Vi var nervøse for, om medicinen blev optaget i kroppen med den dårlige mave… i stedet er der simpelthen sket det stik modsatte, hvad min læge forklarer mig faktisk heller ikke er unormalt ved mavesyge: jeg har KAMPoptaget min medicin’.

‘Slimhinden kan åbenbart arte sig super sært når der er virus i mavsen, så jeg har fået en ordentlig overdose’, beskriver Line Hoffmeyer og udtrykker stor taknemmelighed over, at hun er tilknyttet en hjerteafdeling, der hellere vil tjekke én en gang for meget end en gang for lidt.

Men det er ikke alt, hun er taknemmelig over.

Maveinfektionen og indlæggelsen betød nemlig, at hun ikke fik taget den afsked, hun havde drømt om, med sin mand, komikeren Lasse Rimmer, som tirsdag morgen fløj til USA.

‘Denne weekend skulle Lasse og jeg have lavet lidt kæresteting, inden han rejser til USA på tirsdag. Han skal være væk længe nok til, at jeg kommer til at savne ham, og nu skal jeg så i isolation forinden', skrev hun i weekenden. Og har altså tirsdag morgen vinket farvel til ham.