»Jeg har stadig lidt svært ved at tale om det,« lyder det fra Linda P.

Hun har hele sit liv været stor fan af Ulf Pilgaard, og derfor ramte nyheden om hans død også hårdt, fortæller hun, og sætter her ord på hvorfor.

B.T. møder Linda P på et pressemøde for en ny sæson af Prime Videos comedy-program 'LOL: Den der ler sidst', en uge efter Ulf Pilgaards død.

Da nyheden ramte de danske medier, lavede hun samtidig et opslag på sin Instagram-profil med et billede af sig selv og Ulf Pilgaard og ordene 'En stor komiker er gået bort'.

Linda P under en pressedag med castet fra den nye sæson af LOL: Den der ler sidst på hotel Nimb i København mandag den 4. november 2024.
Linda P under en pressedag med castet fra den nye sæson af LOL: Den der ler sidst på hotel Nimb i København mandag den 4. november 2024. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Linda P understreger overfor B.T., at hun jo ikke var en del af Ulf Pilgaards privatliv, men at hun i 2010 havde den store ære at arbejde sammen med ham på forestillingen 'Linda P på bjerget' på Nørrebro Teater.

»Og så har jeg jo stødt på ham mange gange i branchen, og når man har været ude og se revy. Så som fan var det ret hardcore. Jeg har jo siddet fra jeg var helt lille..«

Linda P holder kort op med at tale. 

Hun bliver stadig bevæget over at tænke på, at Ulf Pilgaard ikke længere er her – og fortsætter så:

»Jeg var ikke ret gammel, da jeg besluttede mig for, at jeg ikke skal stole på nogen – og slet ikke voksne. Så for mig var der en tryghed i alle former for comedy. Jeg har siddet, fra jeg var helt lille, og fulgt med i det, han har lavet og hans venskab med Lisbet og Rysse (Lisbet Dahl og Claus Ryskjær, red.).«

Hun fortsætter:

»Jeg tænkte: Jesus, hvis man kunne få det der. Hvis man kunne lære det der. Han er en komiker, der har givet mig lyst til at gøre mig umage på utrolig mange måder.«

Linda P mindes, da de netop arbejdede sammen på Nørrebro Teater.

ulf Pilgaard, Linda p
ulf Pilgaard, Linda p Louise Leth-Espensen

»Han var så fint et menneske. Han fortalte mig også nogle gange, at han syntes, jeg skulle tage huen af og lade os se den lidt blødere side inden under. Og det lyttede jeg faktisk efter. Jeg syntes, han var magisk.«

Linda P fortæller, at hun altid har hygget sig med at kunne alle Ulf Pilgaards replikker og tilføjer, at det ikke er lang tid siden, at hun gik rundt i Netto og i sit hoved kørte en af hans monologer igennem, efter at have overhørt en fremmed brokke sig over priserne.

»Så den (Ulf Pilgaards død, red.) var led at æde,« lyder det videre fra Linda P og fortæller, at hun generelt har det svært, når komikere dør, og derfor også blev ramt, da Erik Clausen pludselig også døde.

»Ham forbinder jeg med min far, som er socialist og sådan 'fuck systemet'. Der er noget med komikere. Folk med traumer holder sammen. Som komiker ved man, at hvis man er sjov, er man også fucked up. Der er en eller anden tilknytning.«

Hun fortsætter:

»Jeg har stadig heller ikke kunne se 'Friends', efter at Matthew Perry røg. Der er nogen, der bare rammer det spadestik dybere, og som går sporenstregs ind i folks hjerter, uden man kan forklare hvorfor – og det må man i den grad sige, at Ulf også formåede.«

Se Linda P fortælle om sit forhold til Ulf Pilgaard i videoen øverst.