'From Paris To Berlin'-sangerinden, Lina Rafn, er fyldt 50, og selvom det ikke er noget, hun tænker synderligt meget over, kommer det alligevel bag på hende, når hun skal sige sin alder højt. 

»Når folk spørger, hvor gammel jeg er, og jeg siger 50, så er jeg sådan 'ej det er løgn, det er noget jeg digter,' for det kan jo ikke være rigtigt,« fortæller Rafn, da B.T. fanger hende på den røde løber til et evnet med ELLE torsdag. 

Selvom alderen siger et halvt århundrede, er det ikke nødvendigvis sådan Rafn ser sig selv – eller bliver set på af andre.

Hun fortæller, at den kropslige følelse ikke afspejler alderen på papiret, og lægger da heller ikke skjul på, at hun gør en del for at holde udseendet ungt. 

»Jeg får al den hjælp, jeg kan få,« lyder det fra Rafn til B.T. 

En kombination af filler, Botox, laser og ultralydsbehandlinger holder hende trit med det friske udtryk, der i følge hende selv er ønsket. 

»I virkeligheden er det ikke de ansigtstræks-forandrende behandlinger jeg er gladest for. Jeg er gladest for dem, der gør, at man ser frisk ud,« siger hun. 

Det kan godt være, at hun hverken ligner eller føler sig som en på 50, men hun har alligevel gjort sig nogle erfaringer gennem livet, som hun ville råde sit yngre jeg til:

»Lad være med at spild tiden på de ting, der måske er din prioritet c, d eller e. Gå efter det, som du i dit hjerte godt ved, er det vigtigste,« opfordrer hun fortidens Rafn. 

Lina Rafn er en dansk sanger og en del af duoen 'Infernal', der fik sit store gennembrud i midten af 00erne.