Ligesom dronning Margrethe: Jes Dorph har også fået ballonudvidelse - 'kunne være død på 10 sekunder'
Tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen fortæller til B.T., hvordan det var at få ballonudvidelse i kranspulsåren - ligesom dronning Margrethe har fået.
Den tidligere kendte TV 2-vært Jes Dorph-Petersen har selv fået flere ballonudvidelser nær hjertet. Foto: Asger Ladefoged
Den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen har selv på egen krop prøvet stort set det samme, som dronning Margrethe netop har været igennem.
Efter hjertekramper fik han ballonudvidelse af kranspulsåren.
Dronning Margrethe på sin 86 år er indlagt på Rigshospitalet efter ballonudvidelse i kranspulsåren. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det hele begyndte, da han i juni 2024 kunne mærke hjertekramper, og derfor tog han hen til Gentofte Sygehus.
»Jeg havde ondt i brystet lige ved hjerteregionen. Det var ubehagelige smerter, og jeg tænkte, at det var et dårligt sted at have ondt,« siger Jes Dorph-Petersen, der i dag er 67 år.
Han fortæller, at lægen vurderede, at hjertekramperne var et faresignal for åreforsnævringer i hjertet.
»Der skete det, at lægen lagde et ultratyndt plasticrør ind fra håndleddet, og via en pulsåre kom røret op til hjertets kranspulsårer,« siger Jes Dorph-Petersen og tilføjer:
»Lægen kunne se, at der var en forkalkning, og jeg fik at vide, at det var vigtigt at få udvidet blodbanen, så blodet bedre kunne løbe ind og ud af hjertet. Ellers kunne jeg få blodpropper.«
'Død på 10 sekunder' Faktisk fik Jes Dorph-Petersen tre ballonudvidelser i blodbanerne ved hjertet.
»Det hele tog seks timer, og jeg var ikke i narkose, så jeg kunne følge det hele på en skærm,« siger han og fortsætter:
»Det var en meget særpræget oplevelse at se den her lille orm bevæge sig gennem min pulsåre og hen til hjertet. Man lagde sit liv i lægens hænder, og man tænkte, at hvis lægen kvajede sig, kunne man være død på 10 sekunder.«
Kongehuset har fredag oplyst, at dronning Margrethe fik en enkelt ballonudvidelse i kranspulsåren, og hun blev indlagt torsdag og skal - ifølge Kongehuset - være nogle dage endnu på Rigshospitalet.
»Der er jo ikke to patienter, der er ens, og jeg formoder, at man skal være helt sikre, inden dronningen udskrives,« siger Jes Dorph-Petersen, der i 2020 mistede sit job som vært på TV 2-programmet 'Go' Aften Live' i kølvandet på en ekstern advokatundersøgelse om anklager om seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd.
»I dag lever jeg som pensionist,« siger han.
'Lever fint med det' Her snart to år efter ballonudvidelserne mærker Jes Dorph-Petersen ikke kramper eller smerter i hjertet.
»Efterfølgende har jeg tænkt mere over, at man skal passe på sit hjerte, og jeg tager stadig blodfortyndende medicin,« siger han og slutter:
»Jeg lever fint med det, og det håber jeg også, at Hendes Majestæt kommer til.«