For et år siden gennemlevede Lea 'Burger' Engelhardt Jakobsen og kæresten, Mark Augstenborg, deres livs værste mareridt, da parrets søn døde ved fødslen.
Siden blev Lea 'Burger' gravid igen, og søndag kan de lykkelige forældre fortælle, at lille Ollie er kommet til verden.
'03.10.2025 vores Ollie, vores Lillebror. Han kom sikkert og trygt ud i armene på os, fuld af liv og med fuld lydstyrke og klar til verden,' lyder det i et opslag på Instagram, som du kan se nederst i artiklen.
Siden er det væltet ind med lykønskninger.
Blandt andet fra 'Burgers' bedste veninde, Stephanie 'Geggo' Salvarli, der især er kendt fra 'Familien fra Bryggen', hvor også 'Burger' medvirker.
Derudover laver de to bedste veninder også en podcast sammen.
'Geggos' mand, Cengiz Salvarli, har ligeledes ønsket 'Burger' og kæresten tillykke.
Det var i august, at Lea 'Burger' Jakobsen og Mark Augstenborg annoncerede, at de skulle være forældre igen.
'Én i himlen, én i maven. Jeg er gravid igen – endnu et kærlighedsbarn er på vej til vores familie, og vi får forhåbentlig lov at være forældre på en anden måde, end vi er nu,' skrev parret i den forbindelse.