Medieiværksætter og tidligere radiovært Le Gammeltoft stopper som kommunikationschef i Netcompany.
Hun træder tilbage til efteråret efter blot 18 måneder som kommunikationschef i den danske it-gigant.
»Til efteråret stopper jeg i Netcompany efter en fuldstændig fantastisk og til tider hæsblæsende rejse,« skriver hun på LinkedIn.
I stedet vil virksomhedens Head of Group Marketing, Mads Elsøe, »træde et niveau op og drive hele teamet«, lyder det.
Gammeltoft skriver, at hun nu vil lede efter nye udfordringer.
Hendes officielle titel i Netcompany var ifølge LinkedIn 'Interim CCO / CMO'.
Inden hun tiltrådte i virksomheden, grundlagde hun netmediet Heartbeats, hvor hun også fungerede som direktør i godt otte år.
Hun har tidligere været radiovært i Danmarks Radio.
Netcompany leverer it-løsninger til både private kunder og det offentlige og står blandt andet bag Aula, borger.dk og Motorregistrets it-platform.

