I sommeren 2022 meldte produktionsselskabet Zentropa ud, at Lars von Trier var blevet ramt af Parkinsons sygdom.
Siden da har det været småt med offentlige optrædener fra instruktøren, som dog var på den røde løber samme år i forbindelse med premieren på 'Riget Exodus', hvor han fortalte, at han følte, han havde svigtet under arbejdet med serien.
»Fordi jeg som sagt ikke havde det så godt,« lød hans begrundelse.
Instruktøren har dog ikke mistet evnen til at joke om sin egen situation. Det bliver tydeligt i det interview, han har givet til Hans Pilgaard i det nye TV 2-program 'Det store spørgsmål'.
Han fortæller, at han som barn frygtede alt – herunder også døden – men at det er forsvundet som voksen. Til gengæld kan han godt frygte, hvordan han vil have det i tiden op til.
»Med det her Parkinson bliver jeg ved med at prøve at finde ud af, om det kan være en fordel for mig, men jeg kan ikke engang ryste kameraet, det har jeg jo lavet. Der er mange, der har meget værre sygdomme, så på den måde er det ikke synd for mig, men det har da påvirket mig.«
Med rysten af kameraet hentyder Lars von Trier til sin dogmefilm 'Idioterne' fra 1998, hvor et af dogmerne var, at kameraet skulle være håndholdt.
Selvom Lars von Trier formåede at lave 'Riget Exodus', mens han var syg, stillede han ved premieren på samme serie tvivlende overfor, hvorvidt det ville blive til flere projekter i fremtiden.
»Jeg prøver, men jeg ved ikke, hvad der sker.«
Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der bliver værre med tiden. Motorikken forstyrres, og det fører til langsomme bevægelser, rystelser og muskelstivhed.