Lars Ranthe i pludselig u-vending: 'Folk gider ikke glo på mig mere'
Den populære skuespiller har skiftet mening af én helt bestemt årsag.

Den populære skuespiller har skiftet mening af én helt bestemt årsag.

Mange af de helt store danske skuespillernavne dukkede op på den røde løber til Svend Prisen i Svendborg, og en af dem var Lars Ranthe.
Skuespilleren havde egentlig svoret, at han ikke ville prøve kræfter med det store udland i skuespillerverdenen, men sådan forholder det sig ikke længere.
Over for B.T. forklarer Lars Ranthe, hvorfor han pludselig har skiftet mening:
»For det første er det, fordi folk ikke gider glo på mig længere,« siger han grinende og uddyber:
»Jeg har lavet så meget i Danmark, og nu er børnene blevet store, så jeg har lidt mere tid.«
Lars Ranthe har nemlig et stærkt ønske om fortsat at udfordre sig selv:
»Jeg tænkte: 'Hvad kan få mig til at ryste i bukserne?' Jeg kan godt lide at blive udfordret. Det kunne være sjovt at prøve lidt udland og skulle knibe ballerne sammen og tænke: Wow, fuck.«
Den store trang til nye eventyr udspringer dog ikke af en træthed i forhold til at lave danske film.
»Jeg elsker at lave danske film. Men man skal blive ved med at udvikle sig. Jeg har lavet næsten 100 film og tv-serier i Danmark, så der måtte godt komme noget, hvor jeg tænkte: 'Shit mand, det her er vigtigt',« fortæller han.
Hvornår det store eventyr skal begynde vides ikke. Lars Ranthe afviser nemlig, at der skulle være nogle konkrete udlandsprojekter på trapperne for den garvede skuespiller.