Lars Ranthe ved, at han har fundet sin helt rette hylde som skuespiller.
Men han ved også, at den hylde er placeret i Danmark.
For som nu 54-årig skuespiller drømmer han ikke længere om at bryde igennem i udlandet.
»Overhovedet ikke. Som ung ville jeg gerne, men jeg har ikke nogen ambitioner om at skulle til udlandet, jeg har det så fint herhjemme,« siger Lars Ranthe til B.T.

Men det er ikke kun kærligheden til vores lille land mod nord, der holder Lars Ranthe her.
Det er også fordi, han hverken drages af Hollywoods glamour eller den amerikanske filmbranches arbejdsvilkår.
»Jeg kender jo alle mine kollegaer, der har været i udlandet, og man bliver ikke et lykkeligere menneske af at sidde et halvt år i en trailer i Amerika, det gør man bare ikke,« siger Lars Ranthe.
»Og så er jeg per definition ikke særligt autoritetstro. I Amerika og andre steder er det ekstremt hierarkisk delt op, så de ejer din røv fuldstændig, når du er skuespiller derude, og det kan jeg slet ikke finde mig i.«
Nederst i fødekæden
Sidst, men ikke mindst, er der endnu en væsentlig grund til, at Lars Ranthe er helt godt tilfreds med at fortsætte sin karriere herhjemme fremfor ude på alverdens filmsets.
»Jeg synes, jeg laver nogle vidunderlige ting i Danmark - jeg ville aldrig kunne få det lige så godt i udlandet. De roller jeg får lov at spille i Danmark ville jeg aldrig komme i nærheden af i udlandet, så det har ikke min interesse,« siger den DR-aktuelle skuespiller.
Det lyder helt pessimistisk?
»Men jeg kan ikke få nogle roller, der er lige så gode som dem, jeg laver i Danmark!« understreger Lars Ranthe.

»I udlandet er det jo ligesom at starte forfra, så er du nederst i fødekæden, og jeg har jo bevæget mig højt op i den danske fødekæde, så de roller, jeg spiller, er meget større og mere nuancerede, end hvad jeg ville kunne få lov til i Amerika. Der kunne jeg få lov til at spille russisk skurk eller tysk et eller andet, det gider jeg ikke.«
Men det er ikke sådan, at du ville takke nej, hvis Hollywood ringede?
»Nej, nej, hvis det var et eller andet, jeg syntes kunne være sjovt, så ville jeg da sagtens tage over og få eventyret,« slutter den 54-årige skuespiller.
»Men jeg har ikke ambitioner om at skulle afsted.«