Lars Mikkelsen åben for Cirkusrevy-comeback: 'Mon ikke vi finder hinanden'
Den danske verdensstjerne takker af efter en enkelt sommer i Cirkusrevyen. Han er dog åben for at vende tilbage, fortæller han til B.T..

Den danske verdensstjerne takker af efter en enkelt sommer i Cirkusrevyen. Han er dog åben for at vende tilbage, fortæller han til B.T..

Det vakte opsigt, da Cirkusrevyen i sommer havde fået Lars Mikkelsen med på holdet.
Nu takker den danske verdensstjerne imidlertid af igen efter en enkelt sæson.
Torsdag har folkene på Bakken præsenteret revyholdet for 2027, og her er Lars Mikkelsen nemlig ikke med.
Den 62-årige skuespiller, der senere på måneden blandt andet kan ses i TV2-serien 'Rivalerne', forklarer i en mail til B.T., hvorfor han ikke er med i næste års revy:
»Har bare andre opgaver næste år.«
Han tilføjer, at han endnu ikke må nævne, hvilke nye opgaver han står overfor, men adspurgt, om han kunne være frisk på at vende tilbage i Cirkusrevyen i fremtiden, svarer han:
»Ja, mon ikke vi finder hinanden igen.«
Cirkusrevyens har tidligere oplyst til B.T., at det fra begyndelsen var planen, at Lars Mikkelsen kun skulle være med i 2026-revyen.

Direktør Torben 'Træsko' Pedersen lægger samtidig ikke skjul på, at de har været glade for at have Lars Mikkelsen med ombord.
»Vi går altid efter at sammensætte et dynamisk Cirkusrevyen-hold, hvor skuespillerne kan noget forskelligt, og hvor vi hele tiden udvikler os og overrasker publikum,« udtaler han og tilføjer:
»Det har været en kæmpe gave at have Lars med i år; Han er stjernedygtig og som skabt til at stå på en revyscene, så der er naturligvis rift om ham fra alle mulige steder.«
Udover Lars Mikkelsen bliver næste års revy også uden Johanne Louise Schmidt.
Cirkusrevyen 2027 består i stedet af Henrik Lykkegaard, Bodil Jørgensen, Niels Olsen, Merete Mærkedahl og Mikkel Hilgart.
Sidstnævnte, der bliver debutant i Cirkusrevyen, har senest gjort sig bemærket i Tivolis revy.