I den nye spionthriller hedder de Hartmann og Birk, har et tophemmeligt job med store menneskelige konsekvenser. Også i privatlivet. Og den cocktail er ikke tilfældig. For forfatteren kender dem bedre end de fleste.

»Alle de komplikationer, der opstår, når man skal gå rundt og være så hemmelig,« siger han, den tidligere spionchef Lars Findsen.

For nylig udkom hans debut som krimiforfatter. 'Skygger på Silkevejen' hedder den og er blevet til i et makkerskab med den mere garvede Jacob Weinrich.

En debut, som foreløbig har været et spændende bekendtskab. For ikke alene var bogen allerede inden udgivelsen solgt til lande som Tyskland, Polen, Rumænien, Tjekkiet, Norge og Finland.

For nylig meldte også Meta Film sig på banen og har opkøbt filmrettighederne til den højspændte thriller. Og Lars Findsen lægger ikke skjul på, at han trives i den nye verden.

»Nu har jeg jo været sat lidt på pause i embedsmands verdenen, hvor jeg har været i 30 år. En meget homogen verden, hvor vi i vores jakkesæt i høj grad ligner hinanden alle sammen, og så er det jo rart også at møde nogle lidt andre miljøer og typer. Nu, hvor det skal være,« siger Lars Findsen med et smil.

»Alt det her er helt nyt for mig. En helt ny verden. Og det er interessant og sjovt.«

Som chef for først PET siden FE var Lars Findsen ham, der orienterede. Nu befinder han sig på den anden side af bordet.
Som chef for først PET siden FE var Lars Findsen ham, der orienterede. Nu befinder han sig på den anden side af bordet. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Nu er det ikke, fordi 59-årige Lars Findsen har planer om at blive fuldtidsforfatter.

Faktisk bruger han fortsat hovedparten af sin tid på at holde foredrag om dét, han ved mest om, nemlig geopolitik og cybersikkerhed – omend nu for det private erhvervsliv – ligesom han fra tidligere justitsminister Lars Barfoed er ved at overtage faciliteringen af et Cybersikkerhedsnetværk under Altinget.

Og den viden kunne altså også snildt bruges som ramme for en spionthriller og gav samtidig Lars Findsen mulighed for at skildre dén verden, som har været hans i flere årtier.

»Vise hvad fanden de kan. Det kan lyde lidt højstemt, men for mig er det også en hyldest til maskinrummet og de gode folk, der er i det, som af gode grunde ikke kan gå rundt og fortælle om, hvad de laver, og hvad deres succeser er.«

Ligesom Lars Findsen ikke har kunnet det i de 20 år, hvor han var chef for først PET og siden FE, Forsvarets Efterretningstjeneste.

Lars Findsen er bevidst om, at hans mange år som spionchef har kostet på hjemmefronten.
Lars Findsen er bevidst om, at hans mange år som spionchef har kostet på hjemmefronten. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Og han er da heller ikke i tvivl om, at hans tre børn – som i dag er 21, 18 og 16 år gamle – har bemærket, at deres far har skullet holde på hemmeligheder.

»Jeg tror, at når man skal have den selvkontrol i forhold til, hvad man kan sige i forskellige sammenhænge, så kan man godt risikere, at det får en 'spillover' effekt.«

»At man bliver ret afpasset eller kontrolleret i forhold til, hvad man deler og ikke deler. Også ud af sig selv. Men jeg håber ikke, at det har haft nogen uoprettelig betydning i forhold til mine børn.«

Til gengæld ved han, at de under deres opvækst ofte har måttet undvære ham, fordi det hemmelige arbejde stort set altid kom i første række.

»Der har da været masser af situationer undervejs, hvor det har været omstændighederne og møder med ministre og regeringens sikkerhedsudvalg, der bestemte farten. Det har været et arbejdsliv, der har været ret styrende og som har været tidskrævende.«

»Jeg har gjort mit for, at det var mindre indgribende i deres barneliv, men jeg tror, at hvis man gør regnestykket op, så har det haft en betydning,« siger Lars Findsen.

Nu, hvor han ikke længere sidder i funktionen som spionchef, har Lars Findsen både tid og mulighed for at kompensere for fortidens fysiske og psykiske fravær.

Så det gør han.

I sit nye liv har Lars Findsen besluttet at være der mere for sin familie.
I sit nye liv har Lars Findsen besluttet at være der mere for sin familie. Mathias Svold

»Nu er det efterhånden et par år siden, at jeg har været rigtigt på mit arbejde, for allerede i efteråret 2020, på en eftermiddag, blev jeg sammen med min ledelse i FE hjemsendt.«

»Så der så de jo rigtig meget mere til mig. Som i rigtig meget,« griner Lars Findsen og fortsætter:

»Jeg kunne jo køre dem til alting hele tiden og på de mærkeligste tidspunkter af dagen. Det var lige før, at det var for meget.«

»Selvom jeg har svært ved ikke at fylde tiden op med en masse ting og sager, hvor jeg er en del på farten, har jeg en væsentlig mere fleksibel hverdag nu, hvor jeg kan være der for dem. Og det har jeg det super godt med.«

Hvad fremtiden vil bringe, har Lars Findsen ingen anelse om. Men han tror på den, tror på at den bliver god.

»Min plan er simpelthen i videst muligt omfang at være der for familien, være der for DEM, for mine nærmeste og på det arbejdsmæssige beskæftige mig med en buket af ting, som hver for sig giver mening.«

At være spionchef lige nu savner han ikke. Men han savner menneskene i maskinrummet. Dem, som hans bog er en hyldest til.

»Men som tingene foregår på Slotsholmen i dag med detailstyring og politisk brug af embedsværket, tror jeg ikke, at jobbet er skidesjovt, hvis man som jeg er optaget af efterretningstjenesternes integritet.«

»Så skal jeg gøre regnestykket op, er det vist fint nok, at jeg heller ikke er der i øjeblikket.«

Læs også:

»Da min forsvarer sagde 'så kan du godt pakke dine ting Lars', var det ligesom at få genstartet sit liv. En klump, der opløstes i maven«Lars Findsen slås stadig med vreden og bitterheden: Jeg skal passe på ikke at blive en mand med en sag

Han kan stadig mærke den af og til, når han vågner. At den ulmer i ham og har hobet sig op i nattens løb. Vreden.

»Jeg kan mærke, at jeg hele tiden skal tage mig selv i nakken for ikke at blive en vred mand, så jeg arbejder med det,« erkender han, Lars Findsen og tilføjer så med et smil:

»Men det har været meget værre.«

Få vendepunkter i livet har været så omtalt som hans, den tidligere spionchef i Forsvarets Efterretningstjeneste. Hvis sag Joachim B. Olsen i videoen herover kalder 'en af de vildeste i nyere dansk politik'.

Nu sidder Lars Findsen iført casual sommerdress med et krus kaffe i hånden og er næsten nået om på den anden side af det. Deromme, hvor han tilmed overraskende har kunnet tilføje et 'krimiforfatter' på sit cv.

»Det er jo ikke min hovedbeskæftigelse, men jeg tænkte, at det sgu var en meget god beskæftigelse at prøve kræfter med, og så kastede vi os ud i det,« siger han om spionthrilleren 'Skygger på Silkevejen'.

Som blev et af hans holdepunkter i den nye virkelighed, han pludselig skulle manøvrere i. Finde sig selv i.

Det var den 17. februar 2022 kl. 15, at han trådte ind i den. Og 59-årige Lars Findsen husker – som var det i går – øjeblikket, hvor fængselsbetjenten stak telefonen i hånden på ham, sagde 'din forsvarer er i røret'. Husker, hvordan tiden med ét stod tiden stille for ham.

»Selvom vi var sikre på resultatet, var det et nervepirrende opkald. Men da min forsvarer sagde 'så kan du godt pakke dine ting Lars', var det ligesom at få genstartet sit liv. En klump, der opløstes i maven,« beskriver Lars Findsen og udstråler stadig lettelsen fra dén dag, hvor landsretten afgjorde, at der ikke var fængslingsgrundlag. Og han blev løsladt efter 71 dages varetægtsfængsling. 

Duften af frihed prikkede lifligt i næsen. Alligevel havde Lars Findsen svært ved at tage den helt ind.

»Jeg havde jo indtrykket af, at det ikke bekom PET eller regeringen vel, at jeg var blevet løsladt, så jeg var lidt paranoid i forhold til, om man ville forsøge sig på et eller andet, for de havde været så grænseoverskridende i deres adfærd,« fortæller Lars Findsen, som derfor ikke gjorde sig nogen illusioner om, at han vitterlig var ude af PETs søgelys.

»Så jeg skilte alle stikkontakter og lamper ad. Undersøgte hele mit hus i dagene efter,« siger han med reference til, at såvel hans hjem og sommerhus som hans telefon og bil havde været aflyttet i mindst 17.000 timer, svarende til over 700 døgn.

Også i hans venner – som ufrivilligt var blevet en del af sagen – slog paranoiaen rod.

I hvert fald husker Lars Findsen klart, hvordan han få dage efter løsladelsen var til middag hos nogle venner, hvor de skulle fejre hans frihed.

»Værten og hans kone havde stillet en kuffert frem, og så lagde vi alle sammen mobiltelefonerne i, og så blev den stillet ned i saunaen, mens vi spiste middag,« siger Lars Findsen og griner af det, men:

»Det var jo dyb alvor på den måde, at de alle var kommet hjemme hos os og på den måde også følte sig krænket.«

»Men det paranoide er stilnet af, vil jeg sige,« tilføjer han så.

Noget af det sværeste på Lars Findsens vej om på den anden side har været følelsen af at have svigtet sin familie. Børnene Karoline, Villads og Amalie. Hans mor, lillebror og kæreste.

Et svigt affødt af konsekvenserne af hans arbejde og sagen mod ham. Som har sat dybe spor og er en af grundene til, at vreden stadig ulmer i ham.

De markante rynker i panden trækker til, når Lars Findsen kommer ind på anholdelsen og varetægtsfængslingen 8. december 2021, hvor hans familie ikke kunne få oplyst, hvad han var sigtet for. Endsige komme i kontakt med ham.

Smertefuldt var det også, at hans mors mand gennem næsten 50 år døde nytårsaften nat.

»Det fik jeg at vide ved, at en fængselsbetjent kom ind i cellen og sagde: 'jeg skulle hilse og sige, at Preben er død', og så lukkede han døren igen,« siger Lars Findsen med vrede og frustration i stemmen.

Selvom han i princippet kunne have fået lov til at deltage i begravelsen, ville han ikke udsætte sin mor for, at han mødte op med politiledsagelse.

»Det smertede mig dybt,« siger han om ikke at kunne være der for hende og fortsætter:

»Min kæreste måtte pludselig ikke besøge mig i fængslet, og selvom det åbenlyst ikke havde en kæft med sagen at gøre, var alle mine børns ting blevet beslaglagt og rodet igennem derhjemme.«

Han ryster på hovedet.

»Selvom det først og fremmest er myndighedernes, PETs ansvar, at det skete, og at det fremstod åbenbart chikanøst, så er det jo mig, der er faderen, så det kan ikke undgås, at man også føler skyld og skam over, at familien skulle trækkes igennem det her.«

Som et led i at finde fodfæstet igen – sit eget og familiens – har det været vigtigt for ham, at de har kunnet tale åbent om det. At deres følelser ikke er blevet fejet under gulvtæppet.

Og han føler i dag, at de er landet et o.k. sted.

»Hele forløbet har været kendetegnet af, at alle venner, bekendte, familie og de nærmeste gamle kolleger ligesom er rykket sammen om det.«

»Så midt i, at man går rundt og er vred og frustreret, har al den støtte været virkelig rørende. At der ikke er nogen, der har vendt sig væk,« siger Lars Findsen, tydeligt berørt og viser en sprække i spionchefens facade.

Dén facade, som han erkender, var nødt til at krakelere.

For efter mere end to årtier som en af de mest centrale embedsmænd i landet, har han været nødt til at genopfinde sig selv. Spørge, hvem Lars Findsen overhovedet er nu.

»Jeg ved sgu ikke helt, om jeg har fundet formen endnu. Men jeg kigger på det,« smiler han.

»Jeg har prøvet at have meget fokus på ikke at havne i den grøft, hvor jeg er vred, sur, bitter eller offeragtig. For selvom man synes, at det er skøre ting, der er foregået, har jeg ikke lyst til at blive en mand med en sag,« siger Lars Findsen.

»Så jeg har brug for at få noget god, positiv energi, som kan trække mig væk fra at gå rundt og forbande det andet og de konsekvenser, den tidligere regerings håndtering af sagen har fået for FE.«

»Derfor er jeg også glad for, at jeg kan bruge min faglighed i det private erhvervsliv, men også at jeg med bogen kan lave andre ting, som er lidt anderledes og kreative.«

Spørger man Lars Findsen, hvordan forløbet har forandret ham, beskriver han sig selv som 'mere illusionsløs i forhold til systemet'.

»Og så er jeg måske blevet en lille smule mere hudløs på nogle punkter. Der er lidt kortere vej til, at jeg bliver rørt over noget,« siger han og må blankt erkende, at han er o.k. med den nye version af sig selv.

»Tidligere har jeg nok har været lidt mere teflonagtig i forhold til at skulle færdes i det professionelle system og 'keep up appearances', og jeg tror, at det har gjort mig godt, at slække lidt på det.«

»Der ligger en form for mere nærvær i, at man tager tingene ind lidt mere uden filter, er lidt mere til stede. Og det anser jeg for godt,« smiler Lars Findsen og medgiver, at han endnu ikke er helt i hus.

At den kontrollerede spionchef stadig fylder en del.

»Men,« griner han, »det har været meget værre.«

'Skygger på Silkevejen' er skrevet af Lars Findsen og Jacob Weinrich og er udkommet på Politikens forlag