I den nye spionthriller hedder de Hartmann og Birk, har et tophemmeligt job med store menneskelige konsekvenser. Også i privatlivet. Og den cocktail er ikke tilfældig. For forfatteren kender dem bedre end de fleste.
»Alle de komplikationer, der opstår, når man skal gå rundt og være så hemmelig,« siger han, den tidligere spionchef Lars Findsen.
For nylig udkom hans debut som krimiforfatter. 'Skygger på Silkevejen' hedder den og er blevet til i et makkerskab med den mere garvede Jacob Weinrich.
En debut, som foreløbig har været et spændende bekendtskab. For ikke alene var bogen allerede inden udgivelsen solgt til lande som Tyskland, Polen, Rumænien, Tjekkiet, Norge og Finland.
For nylig meldte også Meta Film sig på banen og har opkøbt filmrettighederne til den højspændte thriller. Og Lars Findsen lægger ikke skjul på, at han trives i den nye verden.
»Nu har jeg jo været sat lidt på pause i embedsmands verdenen, hvor jeg har været i 30 år. En meget homogen verden, hvor vi i vores jakkesæt i høj grad ligner hinanden alle sammen, og så er det jo rart også at møde nogle lidt andre miljøer og typer. Nu, hvor det skal være,« siger Lars Findsen med et smil.
»Alt det her er helt nyt for mig. En helt ny verden. Og det er interessant og sjovt.«
Nu er det ikke, fordi 59-årige Lars Findsen har planer om at blive fuldtidsforfatter.
Faktisk bruger han fortsat hovedparten af sin tid på at holde foredrag om dét, han ved mest om, nemlig geopolitik og cybersikkerhed – omend nu for det private erhvervsliv – ligesom han fra tidligere justitsminister Lars Barfoed er ved at overtage faciliteringen af et Cybersikkerhedsnetværk under Altinget.
Og den viden kunne altså også snildt bruges som ramme for en spionthriller og gav samtidig Lars Findsen mulighed for at skildre dén verden, som har været hans i flere årtier.
»Vise hvad fanden de kan. Det kan lyde lidt højstemt, men for mig er det også en hyldest til maskinrummet og de gode folk, der er i det, som af gode grunde ikke kan gå rundt og fortælle om, hvad de laver, og hvad deres succeser er.«
Ligesom Lars Findsen ikke har kunnet det i de 20 år, hvor han var chef for først PET og siden FE, Forsvarets Efterretningstjeneste.
Og han er da heller ikke i tvivl om, at hans tre børn – som i dag er 21, 18 og 16 år gamle – har bemærket, at deres far har skullet holde på hemmeligheder.
»Jeg tror, at når man skal have den selvkontrol i forhold til, hvad man kan sige i forskellige sammenhænge, så kan man godt risikere, at det får en 'spillover' effekt.«
»At man bliver ret afpasset eller kontrolleret i forhold til, hvad man deler og ikke deler. Også ud af sig selv. Men jeg håber ikke, at det har haft nogen uoprettelig betydning i forhold til mine børn.«
Til gengæld ved han, at de under deres opvækst ofte har måttet undvære ham, fordi det hemmelige arbejde stort set altid kom i første række.
»Der har da været masser af situationer undervejs, hvor det har været omstændighederne og møder med ministre og regeringens sikkerhedsudvalg, der bestemte farten. Det har været et arbejdsliv, der har været ret styrende og som har været tidskrævende.«
»Jeg har gjort mit for, at det var mindre indgribende i deres barneliv, men jeg tror, at hvis man gør regnestykket op, så har det haft en betydning,« siger Lars Findsen.
Nu, hvor han ikke længere sidder i funktionen som spionchef, har Lars Findsen både tid og mulighed for at kompensere for fortidens fysiske og psykiske fravær.
Så det gør han.
»Nu er det efterhånden et par år siden, at jeg har været rigtigt på mit arbejde, for allerede i efteråret 2020, på en eftermiddag, blev jeg sammen med min ledelse i FE hjemsendt.«
»Så der så de jo rigtig meget mere til mig. Som i rigtig meget,« griner Lars Findsen og fortsætter:
»Jeg kunne jo køre dem til alting hele tiden og på de mærkeligste tidspunkter af dagen. Det var lige før, at det var for meget.«
»Selvom jeg har svært ved ikke at fylde tiden op med en masse ting og sager, hvor jeg er en del på farten, har jeg en væsentlig mere fleksibel hverdag nu, hvor jeg kan være der for dem. Og det har jeg det super godt med.«
Hvad fremtiden vil bringe, har Lars Findsen ingen anelse om. Men han tror på den, tror på at den bliver god.
»Min plan er simpelthen i videst muligt omfang at være der for familien, være der for DEM, for mine nærmeste og på det arbejdsmæssige beskæftige mig med en buket af ting, som hver for sig giver mening.«
At være spionchef lige nu savner han ikke. Men han savner menneskene i maskinrummet. Dem, som hans bog er en hyldest til.
»Men som tingene foregår på Slotsholmen i dag med detailstyring og politisk brug af embedsværket, tror jeg ikke, at jobbet er skidesjovt, hvis man som jeg er optaget af efterretningstjenesternes integritet.«
»Så skal jeg gøre regnestykket op, er det vist fint nok, at jeg heller ikke er der i øjeblikket.«
Læs også:
