Fischer, IP, Ingrid Dahl, La Cour, Gaby - og ikke mindst Johnny.
Hvis du også er en af dem, der tænker på de navne med længsel, så har skuespiller Lars Brygmann desværre dårligt nyt til dig.
Navnene er selvfølgelig fra en af Danmarkshistoriens mest populære tv-serier, 'Rejseholdet', der kørte på DR i årene 2000-2004 og har opbygget en enorm fanskare.
Senere i år har en spillefilm med titlen 'Rejseholdet' om Danmarks første rejsehold premiere i de danske biografer.
Men fans af den gamle serie skal desværre ikke forvente, at Mads Mikkelsen, Waage Sandø, Charlotte Fich, Lars Brygmann, Trine Pallesen og Lars Bom vender tilbage i deres ikoniske roller og laver den 'Rejseholdet 2' vi jo ellers allesammen har drømt om.
»Det kommer snart… nej det kommer aldrig til at ske,« siger Lars Brygmann i en drilsk tone, da B.T. møder ham til et pressemøde på den nye DR-serie 'Andre folks penge'.
Lars Brygmann spillede i 'Rejseholdet' efterforskeren Thomas La Cour, som havde evnen til at få syn, der ofte fik holdet på sporet af gerningsmanden i de givne drabssager.
»Det var sjovt at lave, og Mads (Mikkelsen red.) og jeg taler også om det nogengange, når vi er sammen, men det kommer nok ikke igen, og jeg tror også, folk ville have nogle forventninger, vi ikke kunne indfri,« uddyber Brygmann.

Han mener også, det kan være farligt at genoplive noget, der efterhånden er blevet en klassiker for mange.
»Olsen banden prøvede jo, og det gik ikke så godt. Det skulle de nok have ladet være med,« mener Lars Brygmann.
»Der ligger 32 afsnit, og der er stadig mange unge mennesker, der ser det også. Jeg tror, man skal lade det være ved det. Det er jo lidt som at gendanne Abba eller sådan noget,« tilføjer han.
Skuespilleren mener også, at de ikoniske roller fra 'Rejseholdet' simpelthen ville være for gamle, hvis man skulle lave en ny udgave i 2025.
»Flere af dem har jo også nået pensionsalderen. Det ville jo være mærkeligt, hvis Waage (Sandø, der spillede rollen som IP red.) render rundt stadig og mig, jeg er jo faktisk også pensionist nu,« siger Lars Brygmann med henvisning til sin rolle som La Cour.
Men så kunne I ikke sidde i et sommerhus og have jeres egen lille enhed, der stadig opklarer sager? (forsøger denne journalist håbefuldt)
»Det kunne da sagtens være - men det kommer ikke til at ske,« fastslår Lars Brygmann.

