Hvis kirkegængere i Vipperød Sogn fremover spotter et velkendt ansigt blandt kirkesangerne, så er den god nok.

For skuespiller Lars Bom har lavet et opsigtsvækkende karriereskifte.

Det fortæller han selv i et interview med DR.

Den tidligere 'Strisser på Samsø'-skuespiller begynder søndag en helt nye karriere som kirkesanger i sognet syd for Holbæk.

Men sangtalentet har Lars Bom ikke fra fremmede.

»Jeg er sikker på, min mor ville revne af stolthed, hvis hun vidste, hvad jeg havde gang i,« fortæller Lars Bom, hvis mor var konservatorieuddannet operasangerinde men aldrig gjorde karriere som sanger, fordi hun var hjemmegående husmor.

Selv sang den i dag 64-årige skuespiller sopran i Københavns Drengekor – også som solist, skriver DR.

Lars Bom skal stå for både ind- og udgangsbøn og synge salmer til gudstjenester, bryllup og begravelse.

Han opgiver dog ikke skuespillerfaget helt, da kirkesangerjobbet kun er på 12 timer om ugen.

Til foråret spiller han den onde inkvisitor Bernard Gui, når 'Rosens Navn' skal opføres i Maribo Domkirke, hvorfor Lars Bom med egne ord kommer til at »stå som Satan« i domkirken lørdag aften og kirkesanger søndag morgen.