Norske kong Haakon mødte tirsdag pressen for første gang som konge, efter at den nationale sorgperiode for kong Harald er afsluttet. 

Og han havde meget på hjerte.

Ifølge Nettavisen fortalte kong Haakon, at det har været nogle »særlige uger«, siden kong Haralds død 28. august. 

»Det har været helt særligt at dele sorgen, efter jeg mistede min far, og vi alle mistede vores konge, sammen med så mange.«

Dagbladet skriver, at det var en tydeligt bevæget konge, der svarede på spørgsmål under en kort presseseance under sit første officielle besøg som konge i Naarvik.

En journalist spurgte kong Haakon, hvad han savner mest ved sin far.

»Måske at tale med ham, hvis der er noget, jeg er glad for, eller noget, jeg er ked af. Eller at kunne ringe til ham,« svarede en grådkvalt kong Haakon, skriver Nettavisen. 

Han blev også spurgt om, hvordan det har været at træde ind i rollen som konge.

»Det er noget, man forbereder sig på, men som man aldrig kan forberede sig nok på. Det første, jeg tænker på, er, at jeg er meget stolt af at kunne repræsentere Norge. Vi har så meget godt i vores samfund,« svarede kong Haakon. 

»Der er et utrolig godt fundament at bygge videre på. Både det, som kong Harald har lagt i sit arbejde, men også dronning Sonja, min mor. Hun vil gerne fortsætte og repræsentere officielt. Det er også vigtigt, at vi fortsætter med at støtte hende,« afsluttede han.