Katerina Pitzner har meget på hjerte, når det kommer til de danske myndigheders indsats for datteren Elvira Pitzner, der stadig er i Dubai, hvor hun er anklaget for utroskab. 

Lange opslag på Instagram flyder fra diamantdronningen i lind strøm, hvor hun i tiltagende kritiske vendinger kommenterer Udenrigsministeriets arbejde med at få datteren hjem.

'Til de, der er bange for, om hun skulle få »særbehandling« af UM, så kan jeg berolige jer med, at hun ingen hjælp har fået til dato,' skrev Katerina Pitzner søndag om myndighedernes indsats. 

Tidligere har hun også udtalt sig kritisk.

'Nu er der gået 35 døgn. Der har været tidspunkter, hvor jeg fik indtryk af, at Udenrigsministeriet og konsulatet rent faktisk ville gøre noget for at hjælpe min datter. Men jeg tog fejl,' skrev hun for kun fire dage siden. 

Moderen forsøger at råbe ministeriet og politikerne op på sine sociale medier. 
Moderen forsøger at råbe ministeriet og politikerne op på sine sociale medier.  Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det er måske ikke den bedste strategi rent kommunikationsmæssigt.

Det vurderer kommunikationsekspert Anna Thygesen.

»Det er ikke en farbar vej at beskylde myndighederne for at lade dem i stikken. Jeg forstår, de lever af, at tage folk med ind i deres liv, men det burde være gået op for hende, at det ikke er en god idé,« siger B.T.  

Anna Thygesen mener, at Katerina Pitzner hurtigt kan miste den sympati, der har været for datterens situation, når hun bliver ved med at kritisere Udenrigsministeriet. 

»Det er både naivt og forkælet at tro, at Udenrigsministeriet kan hjælpe med ALT, og det begynder netop at lyde naivt, når hun bliver ved med at kritisere indsatsen på sine kanaler.« 

Kommunikationseksperten kan se én positiv ting ved at dele kritikken.

»Hun gør det, som netop influencers lever af. Hun holder historien i kog og skaber en varig interesse, men det begynder at virke lidt smådumt, den måde hun kommunikerer på.« 

Hvad mener du med det?

»Der er jo ingen danskere, der ikke synes, at det er en tåbelig lov, at man kan blive anholdt og dømt for utroskab. Men der er så heller ingen, der ikke tror på, at de ikke hele tiden har vidst, at det er sådan lovene i det land er skruet sammen.«

»Det virker jo til, at hun forventer, at Udenrigsministeriet er at sammenligne med en form for James Bond-film og kan flyve til Dubai og bare hive Elvira ud af fængslet. Helt ærligt. Man kan jo heller ikke komme ud af noget ulovligt i Danmark ved at klage på nettet over det.« 

Kommunikationseksperten mener ikke, det er den bedste idé med den kritiske kommunikation. 
Kommunikationseksperten mener ikke, det er den bedste idé med den kritiske kommunikation.  Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Derfor vil Anna Thygesen også opfordre Katerina Pitzner til at holde lidt igen med kritikken. 

»Jeg ville anbefale hende, at alt hvad hun gør med Udenrigsministeriet, det skal hun holde for sig selv. Hun kommer til at fremstå naiv og forkælet, hvis det ikke går, som hun vil have det. Og Udenrigsministeriet kommer ikke til at fortælle dig alt, hvad de gør. Det er jo ikke en advokat, du har hyret. Hun kan komme til at miste sympati på det.«

Hun mener heller ikke, at Katerina Pitzner skal regne med yderligere opbakning, hvis kommunikationen fortsætter.

»Det er sjældent, at den form for kommunikation vil resultere i flere resultater. Jeg ville ikke smide mere pres på Udenrigsministeriet i min kommunikation, men holde det på de indre linjer. Du kan sagtens fortælle om, at du savner din datter, og at det hele er svært. 

»Men ingen ved, hvordan det ender endnu, og der er også noget, der hedder at være tålmodig. Datteren er trods alt ikke i fængsel, men bor på hotel og kan bevæge sig frit omkring.«

Elvira Pitzner har været tilbageholdt i Dubai siden starten af december, hvor hun afventer en dom for sagen om utroskab. 

Hun har i forbindelse med sagen fået konfiskeret sit pas. 

Det er hendes ekskæreste, som hun stadig er islamisk gift med, der har anmeldt hende til politiet i Dubai. 

Endnu er der ingen melding om, hvornår der vil falde dom i sagen.

Hvis Elvira Pitzner bliver dømt for utroskab, siger sharia loven i Dubai, at hun kan få mellem et og tre års fængsel i ørkenstaten. 

B.T. har forsøgt at få fat i Katerina Pitzner til en kommentar, men hun svarer på sms, at hun har 'større udfordringer' lige nu, og at hun derfor ikke har overskud til at forholde sig til andres meninger om familiens situation.