Influencerne Sus Wilkins og Cecilie Haugaard fik vrede reaktioner i hobetal, efter de under dette års Smukfest i Skanderborg reklamerede for den omdiskuterede 'Meta-brille'. 

Siden har begge kvinder trukket i land - men jeg sidder lige forundret tilbage.

Kritikken var i sidste uge så massiv, at Cecilie Haugaard fredag blev droppet som ambassadør for Julemærkehjemmene, kunne B.T. fortælle.

Begge kendiskvinder måtte da også drage konsekvensen, da de fredag trak sig fra samarbejdet med brillekæden Synoptik og promoveringen af metabrillen.

'Jeg har desværre ikke været grundig nok i mine overvejelser omkring mit Meta brille samarbejde. Jeg skulle uden tvivl have researchet grundigere og forholdt mig langt mere kritisk til produktet,' lød det i første omgang fra Sus Wilkins i en story til sine lidt mere end 70.000 følgere.

Få timer senere lød nogenlunde samme melding fra Cecilie Haugaard til hendes 350.000 følgere.

Cecilie Haugaard kom i modvind, efter hun reklamerede for den omdiskuterede Meta-brille. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

'Den efterfølgende debat har dog gjort mig klogere på de mange bekymringer, der følger med teknologien, særligt omkring mit privatliv og risikoen for at blive optaget uden at vide det'.

'Det er perspektiver, jeg tager meget alvorligt, og som jeg ikke forholdt mig grundigt nok til, da jeg indgik samarbejdet', lød det i en story fra ‘Cillemouse’, som Haugaard kalder sig på instagram.

En forklaring og ikke-undskyldning, der i bedste fald klinger forfærdeligt hult. 

Jeg hørte selv til blandt de, der i den grad undrede mig over, hvorfor to så prominente, kendte - og velhavende - kvinder ville indgå et så betændt samarbejde. 

Umiddelbart var det en shitstorm, man kunne se på kilometers afstand - selv uden at have en krisekommunikationsuddannelse.

Brillerne har været i vælten, fordi man med dem på kan filme folk, uden de umiddelbart kan se det, og der har således været flere sager fremme om kvinder, der er blevet filmet i smug.

Cecilie Haugaard er gift med popstjernen Christopher Nissen. Foto: Anthon Unger

Den viden alene burde være nok til at være på vagt.

Samtidig har vi, særligt i Cillemouses tilfælde, med en kendis at gøre, som har gjort sig til en slags fortaler for unges mentale velbefindende. 

Først med den også ret mislykkede bog ‘Instagrim’, som i sig selv medførte noget af en shitstorm - og siden med sit ambassadørskab for Julemærkehjemmene.

Samtidig er det velkendt, at Cecilie Haugaard, der er gift med popsangeren Christopher, også har et stort følge af unge, kvindelige fans.

Særligt af den grund er det dybt provokerende, at man prøver at spise offentligheden og sine følgere af med en forklaring om, at “ups, det har vi altså ikke lige sat os nok ind i.”

Sus Wilkins fik ligesom Cecilie Haugaard voldsom kritik for at reklamere for Meta-brillen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Herefter er begge kvinder i øvrigt forsvundet ind i en weekend af klassiske instagrambilleder og ‘moments that made me happy’, som teksten lyder i Cecilie Haugaards seneste opslag.

For det første - begge kvinder lever af at indgå samarbejder med kommercielle brands, og desuden har de begge managements, der også må formodes at hjælpe dem på vej før et ja til en kunde.

Når man siger ja til at reklamere for Meta-brillen for Synoptik, følger der uden tvivl en klækkelig pose penge med og dertil forventninger. 

Det virker meget usandsynligt, at der ikke på ét eller andet tidspunkt i den proces er bare en, der lige googler brillerne. 

Sus Wilkins danner par med den tidligere landsholdsprofil Nicklas Bendtner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Her ville man ret nemt spotte, hvordan den har været genstand for kritik, og er blevet kaldt alt fra 'stalker-brillen' til 'pædo-brillen'.

Men hvad værre er,  så virker kvindernes ansvarsfraskrivelse mest som en hurtig vej ud af en dårlig sag - end en reel refleksion over dårlige valg - ligesom ingen af dem vælger at svare på mediernes kritiske henvendelser.

Adfærden minder mest af alt om en teenager, der modvilligt siger “ja ja, undskyyyyld,” blot for at få sine irriterende, irettesættende forældre til at forsvinde.

Kreativ direktør Nathalie C. Larsen, der i årevis har fulgt influencerbranchen, siger til DR, at Cecilie Haugaard nok skal klare endnu en shitstorm - og i en verden hvor man så let som ingenting kan lukke sig om sig selv i sit instagram-ekkokammer, er det sikkert rigtigt nok.

Det samme gælder nok også for Sus Wilkins, og i øvrigt de fleste andre influencere, der havner i en møgsag i disse år.

Men hvor ville det dog klæde både Haugaard og Wilkins, at de var deres ansvar mere bevidst. 

De er forbilleder. Tusindvis af unge kvinder følger dem og drømmer sandsynligvis om at leve et liv, der afspejler bare en flig af deres.

Hvis man gerne vil tjene massevis af penge på at være reklamesøjle for unge mennesker, så må man som minimum også kvinde sig ordentligt op, forklare sig - og ikke bare gemme sig bag en halvtam story.