Få har trukket så mange overskrifter de seneste dage, som influenceren Elvira Pitzner.

Hun er i øjeblikket tilbageholdt i Dubai, hvor hun har fået frataget sit pas, mens hun venter på en mulig retssag.

En anden dansk influencer, som har besøgt landet, er Melissa Bentsen. Et besøg, der blev veldokumentet på Instagram. Onsdag aften, på den røde løber til filmen 'Bedre Tider', havde hun dog ingen kommentarer til, hvorvidt hun havde fulgt med i Elvira Pitzners sag, eller om den påvirkede hendes egen lyst til selv at besøge landet igen.

»Jeg vil ikke kommentere på sådan noget. Helst ikke. Jeg er bange for, hvordan jeg udtaler mig om ting,« lød det. 

En anden af landets allerstørste influencere, Rasmus Brohave, var også med til premieren. Han har aldrig selv besøgt Dubai, og han havde kun lige haft lejlighed til at skimme de mange overskrifter om Elvira Pitzner.

»Jeg tror ikke, at det er en særlig sjov situation og være i, så jeg håber selvfølgelig, at det løser sig på den rigtige måde.«

En mand, der næppe kan kaldes influencer, men som aldrig har været bange for at sige, hvad han mener, er Brian Mørk.

Og han er ikke tvivl om, hvem – eller hvad – der er problemet her.

»Det er frygteligt og latterligt, at de (Dubai, red.) har de regler. Hun skulle nok også have tjekket det, før hun tog derned, tror jeg, men det er selvfølgelig deres regler, der er forkerte, hvad andet kan jeg sige,« sagde komikeren.

Det var fredag den 1. december, at Elvira Pitzner og iværksætteren Mortada Haddad blev anholdt af politiet i Dubai.

De var blevet anmeldt af Elvira Pitzners ekskæreste Milad Saadati, som hun stadig er islamisk gift med, og han har forklaret til B.T., at han har anmeldt dem for utroskab.

B.T. har set dokumentation for, at politiet efterforsker hans anmeldelse.

Elvira Pitzner og Mortada Haddad skulle være blevet løsladt fra deres varetægtsfængsling lørdag, men har fået frataget deres pas, mens de afventer en mulig retssag.