Søndag oplevede 'Familien fra Bryggen'-stjernen Lea 'Burger' Jakobsen enhver mors største sorg.

Hendes og kæresten Marks søn døde ved fødslen, og nu får hun støtte fra sin bedste veninde og podcastmedvært Stephanie 'Geggo' Salvarli, der er »knust« over de ulykkelige omstændigheder.

»Himlen har fået den fineste lille stjerne. Den mørkeste weekend nogensinde,« skriver Geggo i en story på Instagram.

»Mit hjerte er knust. Det er så umenneskeligt og uretfærdigt, at min lille nye ven ikke fik en chance i livet, og at min bedste ven og hendes Mark ikke fik lov at få deres perfekte meget smukke og velskabte dreng med hjem og være den familie, de havde set frem til«.

Lea 'Burger' Jakobsen har flere gange medvirket i 'Familien fra Bryggen' sammen med veninden Stephanie 'Geggo' Salvarli. Foto: Uffe Kongsted
Lea 'Burger' Jakobsen har flere gange medvirket i 'Familien fra Bryggen' sammen med veninden Stephanie 'Geggo' Salvarli. Foto: Uffe Kongsted

Det var mandag aften, at Lea 'Burger' Jakobsen i et opslag på Instagram beskrev den uretfærdighed og meningsløshed, der dagen forinden var overgået hende og kæresten Mark.

»Den 3. november klokken 17.00 blev vi forældre til vores lille dreng. Den fineste lille velskabte dreng, fuldstændig færdigbagt og perfekt 3500 g og 54 cm – han kom til verden med lukkede øjne og er blevet den fineste engel i himlen, som vi vil mindes og elske resten af vores liv,« skrev Lea 'Burger' Jakobsen.

Til slut i sin story beder Stephanie 'Geggo' Salvarli om ro til både hende selv, men ikke mindst de sørgende forældre, der også selv har bedt om »ro og forståelse for den sværeste tid i vores liv«.

»Nu handler det om at være der for dem. Jeg vil gerne bede alle om at give de to forældre fuldstændig ro til at sørge over deres livs største tab. De har et stærkt bagland, og vi griber dem så godt, som vi overhovedet kan,« slutter hun sin story på Instagram.

Lea 'Burger' Jakobsen får støtte af sin bedste veninde Stephanie 'Geggo' Salvarli gennem sit »livs værste mareridt«.
Lea 'Burger' Jakobsen får støtte af sin bedste veninde Stephanie 'Geggo' Salvarli gennem sit »livs værste mareridt«. Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

Hjælpen fra det stærke bagland var også noget, som 'Burger' mindede sig selv om, da hun offentliggjorde, at parrets »livs værste mareridt« var hændt.

»Tak til vores familier, som har været sammen med os i hele processen og passet på os og været her med os og været livsvidner til, at han var her. Vi er dybt taknemmelige og rørte,« lød det i opslaget.

Stephanie 'Geggo' Salvarli og Lea 'Burger' Jakobsen kom frem i offentligheden gennem førstnævntes realityprogram 'Familien fra Bryggen', hvor bedste-veninden lejlighedsvis kiggede forbi.

I dag laver de to veninder Podimo-podcasten 'Du har det ikke fra mig', hvor Geggo desuden også har podcasten 'Helt ærligt' med sin mand, Cengiz Salvarli.

Ægteparret har desuden netop afsluttet anden sæson er deres eget program 'Langt fra Bryggen' på Viaplay.