Klovn-udstilling i stor succes: 'Alt, hvad vi har drømt om'
Den nyligt afsluttede 'Klovn'-udstilling har haft kø ved indgangen fra åben til luk i hele perioden.

Den nyligt afsluttede 'Klovn'-udstilling har haft kø ved indgangen fra åben til luk i hele perioden.

Søndag var sidste åbningsdag i tv-serien Klovns særudstilling 'Hall of Shame', hvor man kunne se flere ikoniske rekvisitter fra den folkekære serie.
Udstillingen har oplevet kø hele dagen, siden den slog dørene op i tirsdags.
»Den første dag kom de første fans allerede klokken 4 om morgenen for at stille sig i kø. Siden da har der har været kø fra åben til luk, og det giver os en indikation af, at det har været en succes,« fortæller Executive Creative Director på TV 2 Chaga Signe Bruun til B.T.
Hun understreger, at alt det indkøbte merch blev udsolgt, så de i løbet af ugen var nødsaget til at bestille mere hjem.
TV 2 har haft en digital tæller opsat i døren for at få et indblik i det fulde besøgstal.
Men grundet tekniske fejl med tælleren har det ikke været muligt at få antallet af gæster bekræftet endnu.
Chaga Signe Bruun kommer dog med et forsigtigt bud ud fra sin egen og sine kollegers mavefornemmelse.
»Hvis jeg skal gætte på noget, og det vi prøvede at sjusse os frem var, at tallet lå på mellem 180-200 mennesker i timen hver dag, men vi ved det konkret endnu,« fortæller hun.
Selvom TV 2 regnede med, at der ville være opbakning til Klovn-udstillingen, så er de forbløffede over, hvor god en modtagelse, udstillingen har fået.
»Alt peger på, at det har været en succes. Det har været alt, hvad vi har drømt om og mere til, så det har været en stor succes for os,« fortæller hun og fortsætter:

»Man kunne have afviklet det på 100 måder, men vi kunne ikke ønske os mere end den tilslutning og opbakning, vi har fået.«
Chaga Signe Bruun afviser derfor ikke, at et lignende event til ære for en anden TV 2-serie kan blive en realitet i fremtiden.
»Vi har ikke nogen lignende udstilling på tegnebrættet, men det er ikke udelukket, at vi vil gøre det igen. Men det skal selvfølgelig være en serie, som har et stort univers ligesom Klovn,« fortæller hun.
Udstillingen 'Hall of Shame' markerede, at 'Klovn' er fyldt 100 afsnit. Udstillingen lå i et lokale på Gammel Kongevej på Frederiksberg og kunne opleves fra tirsdag 25. august til søndag 30. august.