Helsingør Stift har taget alternative metoder i brug for at få folk til at døbe deres børn.

Færre og færre børn bliver nemlig døbt, og det står særligt slemt til i Helsingør Stift. Derfor har kirken indgået et samarbejde med fire influencere, der skal fortælle, hvorfor de vælger at få deres børn døbt.

Kampagnen har kostet kirken 150.000 kroner. 

Første reklame fra Bagedyst-vinder og influencer Annemette Voss ligger allerede på Instagram, hvor hun i en video med kage, bobler og gæster sætter ord på, hvorfor hendes datter blev døbt.

I opslaget fra dåben har influenceren markeret 'reklame' - og det har sat gang i en stor debat om det atypiske samarbejde. 

Anne Mette Voss sætter selv ord på samarbejdet til B.T. 

»Jeg har vurderet, at budskabet passer ind på min platform. Min opgave er at starte en samtale - ikke at missionere.«

Kritikken af kampagnen kommer fra flere sider - blandt andet fra præst Marie Høgh, der i Aftenshowet anklager kirken for at »alliere sig med den allermest kommercielle, manipulerede og åndløse kraft«.

Anna Thygesen, der er kommunikationsrådgiver hos WeDoCommunication, kalder det også »problematisk adfærd« af Helsingør Stift overfor B.T. 

Hvorvidt børnene er blevet døbt før samarbejdet eller først skal døbes efter, er biskop i Helsingør Stift, Peter Birch, ikke oplyst om.

Det fortæller han til B.T.

»De (influencerne) har selv besluttet sig for at døbe deres børn - men rent teknisk skal jeg ikke kunne sige, om der ligger en dåb i foråret.«

Sankt Olai kirke er domkirken i Helsingør stift. 
Sankt Olai kirke er domkirken i Helsingør stift.  Foto: Leif Schack-Nielsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Man kunne jo sige, at hvis børnene først skal døbes, efter aftalen blev indgået, så har I potentielt købt nogle nye medlemmer af folkekirken?

»Nej, det er ikke et spørgsmål om at købe medlemmer, det er et spørgsmål om at bringe andre stemmer ind i samtalen. Denne her kampagne er et forsøg på at få samtalen om dåb i gang med nogen, der ikke opsøger kirken af sig selv.«

Mange medier bider mærke i, at kirkeskatten er med til at finansiere kampagnen. 

Biskop Peter Birch peger på, at kirken bruger pengene fra kirkeskatten på mange forskellige ting som foredragsholdere og socialt arbejde.

Men er der ikke forskel på dét og så at promovere et religiøst ritual?

»Nej, det har jeg svært ved at se. Det er via dåben, at man bliver medlem af folkekirken. Det har vi valgt at bruge nogle penge på at kommunikere ud via influencere på Instagram.«

Ekspert Anna Thygesen mener, at stiftet er med til at kommercialisere dåb i den danske folkekirke.

»Jeg er nervøs for, at det kan opfattes som om, at folkekirken sælger lidt ud,« siger Anna Thygesen.

Helsingør Stift afviser ikke, at de kunne finde på at bruge influencere igen i en ny kampagne, såfremt det bliver et succesfuldt samarbejde.