Det går til tider hedt for sig for Kira Eggers i Mexico, hvor hun opholder sig i øjeblikket.

»Så lød der skud igen. De fjoller ikke rundt her,« skriver hun i et opslag på Facebook.

Her fortæller den tidligere stripper og nøgenmodel, men nuværende fitnessinstruktør og dyrevelfærdsaktivist, at hun flere gange inden for kort tid har været vidne til voldsomme episoder.

Så sent som lørdag aften.

I Tulum på Yucatanhalvøen overværede Kira Eggers således fra nærmeste hold en politiaktion, hvor betjente ankom og stormede ind i en bygning.

»Pludselig begyndte skyderiet inde fra lejligheden,« skriver hun og har på Facebook også lagt billeder og videoer ud af hændelsen:

»Jeg – eller vi – løb i dækning bag streetfood-vognene sammen med personalet og få andre gæster.«

Optrinet endte ifølge Kira Eggers med, at en mand blev anholdt.

Videre fortæller hun, at hun også har overværet de optøjer, der opstod mange steder i Mexico, efter at narkobaronen Nemesio Oseguera Cervantes alias 'El Mencho' sidst i februar blev meldt dræbt af mexicansk militær.

Her kom hun helt tæt på, da en butik blev sat i brand.

»Men da politiet begyndte at lade deres automatvåben, vendte jeg altså om,« skriver Kira Eggers.

Hun arrangerer såkaldte træningsretreats, træningsture, til Tumlum.