Kim Faber reagerer på rygter: De sagde jeg var 'dødssyg'
Selv Googles algoritme stillede spørgsmålstegn ved forfatterens helbred.

Selv Googles algoritme stillede spørgsmålstegn ved forfatterens helbred.

'Hvad fejler Kim Faber?'
Sådan lød et af forslagene fra Google, da en ven af Kim Faber søgte på forfatterens navn.
Og det gjorde hans hustru, TV 2-vært og forfatter Janni Pedersen, »enormt ked af det«, for så vidste hun, at algoritmen talte sit tydelige sprog.
Mandens helbred var noget, der blev spekuleret i.
Derfor blev parret enige om, at nyheden skulle ud. Kim Faber havde fået konstateret Parkinsons.
Til Billed-Bladet fortæller Kim Faber, at det var de mange rygter, der gjorde, at nyheden blev meldt ud i marts.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok mest, fordi der begyndte at florere alle mulige rygter om, at jeg var dødssyg.«
»Og det var ærligt talt lidt irriterende, fordi det er jeg ikke. Og derfor blev vi enige om, at nu var det tidspunktet at få det ud, så det gjorde vi i forbindelse med, at vores seneste bog kom.«
Udover at mane rygterne til jorden, ville Kim Faber også gøre op med nogle af de myter, han var stødt på omkring Parkinsons.
Blandt andet at man bliver dement, og hverken kan tale eller fungere ordentligt.
For sådan er det ikke med den kendte forfatter, der står bag den populære 'Juncker'-serie.
Ganske vist er han blevet »langsommere«.
Men som han selv beskriver, er han »jo også blevet en ældre mand«.