Hun har tidligere fortalt, hvordan hun blev mobbet med sit udseende og isærdeleshed sin størrelse igennem sin barndom.

Men for år tilbage besluttede Cecilie Schmeichel – datter af landsholdslegenden Peter Schmeichel – at lukke munden på de modbydelige røster og har gennemgået en vild fysisk forvandling.

»Jeg var utilpas i min krop og var i det hele taget ikke særlig glad – og det havde jeg brug for at gøre noget ved,« siger Cecilie Schmeichel til B.T. under premierereceptionen på Carla Mickelborgs nye Viaplay-program, 'Carla bygger rede'.

Til Femina fortalte legendedatteren i 2024 om, hvordan hun i 2018 fik tilknyttet både en kostvejleder og en træner, der hjalp hende med at smide 30 kilo.

Siden har hun selv fortsat det hårde arbejde og barberet endnu flere kilo af med tiden, og da B.T. spørger ind til, hvad hemmeligheden bag den markante forvandling egentlig er, svarer hun vævende.

Så sort-hvidt kan det ikke stilles op, mener hun.

»Der er ikke en eller anden hemmelig ingrediens bag. Jeg har fundet noget, der gør mig glad, og for mig er det for eksempel at trodse mine hælsporer og gå ned og tage en halv time på stairmasteren (fitnessmaskine, red.), inden jeg skal herhen i dag,« fortæller Cecilie Schmeichel.

En del af hemmeligheden skal dog nok også findes i, at fitness-passionen også tjener et lidt mere målbart formål end fysisk og mental velvære.

Om to måneder skal influenceren deltage i sit første triatlon – og om hun er klar? Slet ikke.

»Nej, det er jeg ikke,« lyder det korte svar fra Cecilie Schmeichel, inden hun uddyber:

»Jeg føler hele tiden, man bliver slået tilbage i min optræning, men når vi når til dagen, skal jeg nok være klar,« lyder det afslutningsvis fra Cecilie Schmeichel.

Herunder finder du et billede af Cecilie Schmeichel fra premieren på 'Carla bygger rede':