Efter mere end 37 år på skærmen stopper den kendte vejrvært Mikael Jarnvig nu på DR for at kaste sig over pensionisttilværelsen.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
71-årige Mikael Jarnvig startede som vejrvært på DR i februar 1988, og han vil for allersidste gang levere en tv-vejrudsigter den 30. november, inden det altså gælder livet som pensionist fra 1. december.
»Jeg har været meget glad for den opbakning, jeg har mødt undervejs i mit arbejdsliv. Nå, men alting har sin ende, og jeg føler, at min tid som vejrformidler på tv er slut nu,« lyder det fra Mikael Jarnvig.
Han kommer dog ikke til at lægge vejrformidlingen helt på hylden, afslører han.
» Jeg har dog stadig tænkt mig at holde foredrag om vejr og klima, fordi der fortsat er aspekter ved klimaforandringerne, som skal fortælles. Og ingen ved hvornår klimaforandringerne stopper,« siger Mikael Jarnvig i pressemeddelelsen.
Udover mangeårig vejrvært på DR, kan Mikael Jarnvig også skrive på sit cv, at det var ham, der opfandt de i dag populære femdøgnsskemaer - ligesom Jarnvig også nævnes i sangen 'Michael' af Shu-bi-dua.
DR oplyser, at stillingen som DR's nye vejrformidler vil blive slået op snart.

