Dametøjs-eventyret er slut for skuespillerinden Julie Zangenberg.
Hendes tøjmærke Cozy er nemlig begæret konkurs for anden gang.
Det fremgår af Statstidende, skriver Se og Hør.
Her står, at retten 22. oktober 2025 afsagde et konkursdekret over Cozy, som blev begæret konkurs allerede 4. september – ifølge mediet skulle det indikere, at det dermed ikke er selskabet selv, der har afgivet konkursbegæringen.
Under normale omstændigheder, behandles en såkaldt egenbegæring nemlig ganske hurtigt, og ifølge mediets oplysninger er det heller ikke selskabet selv, der står bag konkursen.
»Efter Julie og Cozy-holdet har kæmpet med alt de kunne i ni år for at få Cozy til at lykkes, kastes nu håndklædet i ringen, og selskabet erklæres endeligt konkurs,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Julie Zangenberg til SE og HØR.
Ifølge kommentaren skyldes konkursen blandt andet coronapandemien samt en ødelæggende vandskade i 2024.
Tilbage i april lod Julie Zangenberg vide, at hun var færdig med Cozy for at lave et comeback til skuespillet.
Derfor blev virksomheden sat til salg på Saxis for 600.000 kroner, men blev aldrig solgt.
Se og Hør har været i kontakt med en kurator, som ikke ønsker at udtale sig på nuværende tidspunkt.
Det er derfor uklart, hvad gælden er i selskabet, og om hvor mange aktiver der er.
