Hvad er den mest ubehagelige måde at opdage utroskab på?
Den 53-årige sexolog Jakob Olrik har måske svaret.
Han har tidligere sagt, at han har været utro i samtlige af sine forhold. Og nu fortæller han til podcasten 'Genstart' om en af de gange, der skiller sig ud.
Oplevelsen udspiller sig for år tilbage, da Jakob Olrik er på Roskilde Festival.
Her møder han en kvinde, da han og en kammerat holder en efterfest i den campingvogn, som vennerne opholder sig i.
»Vi får nogle mojitos i forteltet, og så er der ikke langt ind til selve campingvognen, hvor hende og jeg kommer ind, og den her spændte energi imellem os eksploderer, og vi flår tøjet af hinanden og kaster os rundt,« fortæller Jakob Olrik i podcasten.

Derfra sker der noget »uheldigt«, for sexologens telefon ryger ud af hans lomme og ringer op til hans daværende kæreste, som tager den.
»Nu kan min daværende kæreste så følge med i den anden ende. Det har sikkert krattet lidt i røret først, og så har hun på et et eller andet tidspunkt måske kunne høre nogle ubehagelige menneskelyde, der fremkommer, når man gør den slags herligheder.«
Han fortæller videre, at det formentlig går ind på listen over de mest ubehagelige måder at opdage utroskab på.
Men det stoppede ham ikke fra at være utro i de forhold, han fik efterfølgende, fortæller han. Jakob Olrik afslører også, at han selv har oplevet, at en partner var utro – og det var forfærdeligt, fortæller han.
I dag danner han par med 24-årige Astrid Lund Johansen, som han medvirkede i DR-programmet 'De unge kærester' med.
De fik i 2023 en søn og venter lige nu deres andet barn.

