Hvis man har set den danske film ”En kort en lang”, så kender man med garanti sangen ”Vent på mig”, som er lavet af Peter Frödin og Jimmy Jørgensen.
Én som i hvert fald kender sangen, det er Otto Olrik, der er kendt fra DR-succesen ”Gift ved første blik”, hvor han blev gift med Amalie Klæstrup, og som er ansat i partiet Moderaterne.
Han har nemlig delt en video på sin private Instagram, hvor han bruger samme melodi som i ”Vent på mig” til at lave en sang i forbindelse med valget. Videoen blev delt søndag før valget.
I videoen synges der om at stemme henholdsvis blåt og rødt, indtil baggrundsfarven til sidst bliver lilla:
- Vi kan forsones over midten, og blive venner igen, lyder det til slut i videoen.
I videoen medvirker en anden ansat i Moderaterne, som også har delt videoen på sin private Instagram. Partiet Moderaterne har ikke delt videoen.
RADIO IIII har vist videoen til en af skaberne bag ”Vent på mig”, skuespiller og sanger Peter Frödin, som fortæller, at han ikke mener, at sangen burde bruges i politisk øjemed:
- Jeg troede egentlig ikke de måtte. Jeg synes, det er helt forkert, at den sang skal bruges partipolitisk, så hvis de havde spurgt, ville jeg have sagt nej tak, skriver han i en sms til RADIO IIII og tilføjer:
- De spurgte ikke! Det havde nok været på sin plads at gøre!
Peter Frödins reaktion er dog ikke noget, som Otto Olrik tager særlig tungt. I et skriftligt svar til RADIO IIII skriver han således:
- Musikvideoen er ikke for et parti. Den er lavet af mig privat. Det er tydeligvis satire og gør grin med alle. Der er ingen hensigt med det andet end at få folk til at smile.
- Elsker det oprindelige værk. Men har ændret på melodi og tekst, for at tydeliggøre parodien. Synes derfor stadig det oprindelige nummer er bedst.
RADIO IIII har også rakt ud til den anden ansatte i Moderaterne, som ikke er vendt tilbage.
Det er ikke første gang, at en musiker kritiserer politikere eller partier for at bruge deres værk i politisk indhold.
Faktisk har Otto Olriks arbejdsplads, Moderaterne, selv tidligere været udsat for kritik.
Dette skete, da forsangeren i Gnags, Peter A.G, kritiserede Moderaterne for at bruge teksten fra hans sang ” Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk,” i en kampagne.
I kampagnen havde partiet indsat et ”ikke” i teksten, som fremgik af en grafisk plakat, der reklamerede for partiets senior- og pensionspolitik. Teksten lød altså: "Når jeg bliver gammel, vil jeg ikke sidde på en bænk".
Grundet ændringen mente Moderaterne ikke, at der var noget at komme efter.
Sagen endte med, at Peter A.G kunne melde ud, at han ville sagsøge partiet for brud på hans ophavsret.
