»Nogle mener, at 'ligestillingen er gået for vidt', og at 'kvinderne er ved at sejre sig ihjel'.«

Sådan indleder kvindemagasinet ALT for damerne sit seneste opslag på Instagram, som viser bladets nye forside med otte »sårbare« mænd.

Det har fået en del kritik til at flyde i kommentarsporet på opslaget. 

»Denne her forside er da det vildeste selvmål. Vi er da ikke tilnærmelsesvis i nærhed af ligestilling,« skriver en bruger.

En anden skriver: »Som Danmarks største kvindemagasin vælger I, som optakt til kvindernes kampdag, at putte otte hvide mænd på forsiden og hylde dem for at være 'sårbare'. Mystisk valg.«

En del af kritikken er dog misforstået, mener chefredaktør for ALT for damerne, Rikke Dal Støttrup.

»Nogle indvendinger kan jeg godt følge, men noget af kritikken kommer fra folk, der ikke kender ALT for damerne. Hvis de læste bladet, så ville de vide, at vi udkommer hver uge, og det her slet ikke er vores kvindernes kampdag-nummer,« siger hun til B.T.

Chefredaktøren fortæller, at de i 51 af årets uger har fokus på kvinder, og at næste uges nummer har en kvinde på forsiden igen.

»I hvert eneste blad skriver vi om kvinders styrker og sårbarheder, og jeg synes, at der er ligestilling nok til os alle. Jeg ser ikke nogle modsætninger i, at mænd får lov til at tale om sårbarhed,« siger Rikke Dal Støttrup.

Men at det 'mandsdominerede' blad kommer som optakt til kvindernes kampdag, er ikke det eneste kritikpunkt. 

En memeside med 37.000 følgere på Instagram kritiserer, at Emil Thorup og Thomas Skov, der tidligere er blevet kritiseret for at lave voldtægtsjokes i deres podcast, er med på en forside, der skal fremme ligestilling.

Værter Thomas Skov og Emil Thorup har podcasten »Livet ifølge Emil og Thomas« sammen. 
Værter Thomas Skov og Emil Thorup har podcasten »Livet ifølge Emil og Thomas« sammen.  Foto: Lasse Bak Mejlvang
Vis mere

Synes du, at de er de rigtige repræsentanter for sårbare mænd i ligestillingens tegn?

»Thomas og Emil er med for at fortælle om deres venskab, og hvordan man øver sig i at tale om følelser mellem venner. Jeg synes, at de er skidesjove og gennemsigtige. Men jeg var ikke klar over, at de har fået kritik,« siger Rikke Dal Støttrup.

Hun understreger, at de ikke har lavet en »PET-undersøgelse« af podcastparret for at tjekke deres baggrund.

»Det er helt fair, at folk sætter spørgsmålstegn ved det. Jeg håber og tror ikke, at det tager fokus væk fra selve budskabet for de mennesker, der rent faktisk læser bladet. Det er mere et internetfænomen at sidde og finde fejl.«

Så du tror ikke, at jeres læsere ville blive stødte over, at de er kommet med voldtægtsjokes i deres podcast, og nu skal tale om ligestilling i jeres magasin?

»De har efterfølgende undskyldt for deres jokes og sagt, at de vil lære af det. Men jeg ved det ikke. Det kan godt være, at jeg læser den forkert. Men jeg synes også, at det er en opgave at anerkende undskyldninger og tro på det bedste i folk.«

Emil Thorup og Thomas Skov har været ude at undskylde for udtalelserne i 2022. På Instagram skrev Thomas Skov dengang:

»Det har naturligvis aldrig været vores intention at hylde eller forherlige partnervold, og vi er meget kede af, at det virker sådan. Heldigvis bliver både Emil og jeg klogere hver dag.«

ALT for damerne vil i fremtiden være mere opmærksomme på, hvem de putter på forsiden, så frontpersonerne ikke skygger for budskabet.

»Hvis man på forhånd kan undgå, at nogle personer skygger for bladets budskab, så vil jeg da altid prøve på det,« siger Rikke Dal Støttrup.

ALT for damernes rigtige nummer til kvindernes kampdag kommer på gaden den 7. marts. 

Rikke Dal Støttrup fortæller, at forsiden viser en ældre kvinde, og at det større tema har navnet »Cyklus Revolution«.